Page 107 - Regner Hessellunds Slægts Historie
P. 107

 Det er nok de færreste der ved, at en sygeplejerske dengang ikke måtte gifte sig eller stifte familie, i modsat fald måtte man ophøre sin gerning og få sit udkomme andetsteds. Sygeplejegerningen var et kald, og man skulle tænke sig om, mere end en gang, inden man påtog sig denne uddannelse.
Det var først i trediverne man ændrede lovgivningen på dette område, men for oversygeplejersker var den gamle lov stadig gældende, de måtte stadig ikke stifte familie, det var stadig et kald. Først ca. 15. år senere ophævede man også loven på dette område, da man ikke kunne få nogen til at gå ind på disse urimelige betingelser.
Det hjalp dog ikke mor, dengang i 1922 da hun skulle gifte sig, hvilket gav en masse dramatik, derom senere. Maren og Peder Hansen minde fortjener, at man i vor slægt erindrer og omtaler dem som gode og humanistiske mennesker de var.
På alle de billeder mor har gemt, kan man se, der ikke blev sparet på klæder eller andet, de var meget velklædte. Mor og Andreas blev behandlet på lige fod med deres egne børn uanset udgifter og mor har da også altid erindret dem i høje toner og taknemmelighed, selv om jeg betragter denne forfærdelige taknemmelighed man dengang blev opdraget til, at skulle anvende i tide og utide, som grænsende til det krybende og underdanige det er ækelt også fordi den kan tynge et menneske i knæ og knuse deres selvtillid, godt den tid er forbi.
Mor blev tidligt tilmeldt “Livets Skole” som det hedder, hun blev en god elev, opmærksom overfor det gode og det lærerige, det oplysende, hendes videbegær var stort, hun så aldrig til siderne, gik den besværlige vej, hvis det var den rette, om den aldrig var så kroget. Ondskaben ønskede hun ikke at se eller tale om, derfor vil jeg afslutte denne del af mors barndom, med det hun, af






























































































   105   106   107   108   109