Page 15 - Regner Hessellunds Slægts Historie
P. 15

 En Dag havde Enken en Høne der var blevet syg hun bad Far om at slagte den og smide den på Møddingen, da var min far ca.9. år, han spurgte Enken om han ikke måtte prøve at pleje den, da Hønen efter hans mening godt kunne reddes, men hun ville ikke have den til at smitte de øvrige kræ og skulle halshugges og dermed Basta!
Men Fatter opgav ikke så nemt, nede for enden af jordstykket ved stranden lå et Hus der omtrent var faldet sammen, der kunne han pleje kræet uden at smitte de andre dyr.
Enken har vel haft lidt medynk med denne stærkt fregnede dreng med det ildrøde Hår, så hun gav ham lov med formaningen om at han ikke skulle til rend i tide og utide, men kun være der når han havde en ledig stund, Morgen Middag Aften, og såfremt den overlevede var Hønen hans.
Dette “Ja “var nok det der blev af størst betydning for Far, for hans selvtillid, gåpåmod og optimisme, nu havde han ansvar personligt ansvar, han ejede noget, hans sociale tærskel var hævet, naturligvis ikke på niveau med de højrøvede og bøvede Bondersønner, men vejen var banet, eller som D.G. Monrad siger “det er Håbet der gør Hjertet rigt og sjælen glad”.
Hvordan kunne nu Far få liv i en halvdød Fjerkræ? - jo se medens han gik og vogtede, var der mange ledige stunder som han kunne drive og dase, men alligevel skulle hans øjne hele tiden spille over hjorden, så ingen stak af, og her havde han lagt mærke til hvad der var Dyrenes livretter, hvad de gik efter når de ikke så ud til at have det så godt, denne iagttagelse skulle vise sig at være af største






























































































   13   14   15   16   17