Page 39 - Regner Hessellunds Slægts Historie
P. 39

 På Mark og Vang, i Lade, Lo, fra årle og til silde, der virker Manden stærk og tro; mens Hustruen milde, hun kalder i det stille Hjem de bedste Livets Blomster frem.
Dette blev skrevet af en ret ukendt digter J. Johansen. ved århundredskiftet, år 1900. og giver efter min mening et godt billede af datidens holdning, poesi over årets gang.
En ting Far bragte med sig fra Reersø, kom os vældigt til gode i Krigsårene hvor der var mørklægning. Det var Mørkningstimen - i ved fra den blå time til det blev helt mørkt, det havde man haft på øen altid, man mente endog det var en skik fra hedensk tid, hvor angsten har spillet en fremtrædende rolle, og det er mørket, der ligger bag den: “Dagen er din, Natten min” sagde Jætten til Bondens kone, i julen når sværmen af gengangere og Jætter nærmer sig Menneskenes Boliger. Det fortæller Sagaerne om, rømmer de det ydre og samler sig inden Døre omkring Arnen. Det gælder om ikke at vove sig udenfor, især ikke ene; det møder man overalt i Dansk Folketro, at være i flok gør tryk. Værgemidlerne er ild, Kors, Stål, derfor samledes man også i Fars tid sig omkring Ilden og fortalte om Mord, historie om Helhesten på tre Ben og med lysende øjne. Naboer kiggede ind og fortalte de havde set Ild over en Gård, så vidste man at den ville brænde på et tidspunkt, nogen varslede Død og ulykke, Døden kom i serier på 3 Døde mente man og gætterierne gik derfor ud på hvem de næste kunne være, forhåbentligt ikke en selv, så i ventetiden var der ikke nogen høj Cigarføring, men det gavnede Præsten der mødte flere op i Kirken.
































































































   37   38   39   40   41