Regner Hessellunds slægtshistorie

 

 

Til min familie!

 

Jeg Regner Hessellund (f. Pedersen) født Langfredag d. 18. april 1930. vil her nedskrive, til oplysning for min familie og efterkommere, hvad jeg kan huske om mine forældre og søskende, deres liv, episoder, glæder og sorger, kort sagt en almindelig families legende.

 

Først må jeg forsøge, såfremt jeg evner det, beskrive det kolossale gab der er mellem nutiden og tiden ved år 1892. det årstal min Far blev født og alt dette halløj startede.

 

I 1892, her i den romantiske tidsalder, tændes den første elektriske gadelampe på Kongens Ny torv så de fine fruer kunne undgå at træde i skidenheder, når de skulle i det Kongelige teater, der blev forberedt el-oplysning til Togene.

 

Den 30 årige Jens Nielsen fra Jyderup, dømt for Mordforsøg, var den sidste der blev henrettet i Danmark, på min fars fødselsdag. Samme

år holdt de første 2 biler deres indtog i København, kørende fra Paris, og gjorde toldvæsenet i frygtelig vildrede, spørgsmålet blev rejst: Skal en Motorvogn fortoldes og da ifølge hvilken takst, en gammel Toldkontrollør fandt, langt om længe, en paragraf 108. der omfattede “andre vogne, dvs. Barne- og trækvogne, rullestole og gangkurve”. For disse “andre vogne” betales 3 skilling pundet.

 

Den første Biludstilling foregik i Odd Fellow Palæets gård.

 

Der er 4 år til, at Ellehammer foretog den første flyvning i Europa, Løftet var på l. fod ca. 42 meter.

 

Der er 10 år til Verdens første Diesel-motor-skib, “Selandia” bygget til Ø.K. af Burmeister og Wain.

 

På kunstens side er Guldalertiden på sit højeste, vor egen Willumsen, Anna og Michael Ancher, P.S. Krøyer. I udlandet Navne som Paul Gauguin, Vincent van Gogh, Edvard Munch. Digterne Sten Stensen Blicher, Bjørnstjerne Bjørnson, Ja det er umuligt at remse alle op, det er også kun for at vise den frodighed der var, og som nu er gået tabt. Og dog, ude på Landet i Landsbyer og hos den arbejdende del af befolkningen var der såmænd ikke nemt at få øje på romantikken, det var slid, tunge slæb og fattigdom, afsavn, som jeg ikke tror man forestiller sig i Dag.

 

På Fattiggården stillede de Gamle sig op i geled, når der skulle tages Kartofler eller Roer op, så kom Bønderne, følte på deres muskler og udtog dem til arbejde, Bønderne havde ikke pligt til at give dem dagløn, kun Maden, som på disse dage visse steder ikke var for god. Som de sagde “ de går jo og får deres gode udkomme til hverdag, så er det vel ikke mere end rimeligt end at de hjælper os når der er travlt”. Det havde gjort et uudsletteligt indtryk på min Fader, der til sin Dødsdag var bange for at komme på “Hjemmet”. Derfor rugede han rimeligt meget på sine penge.

 

Således, medens København blev oplyst blev min Fader Axel Gunner Pedersen, født i bælgravende mørke i en ussel Røgterhytte i Sønderrød ved Jyderup, stedet der blev lokalt kaldt sandet, det var onsdag d. 8. december 1992. På dåbsattesten står: Søn af indesidder i Sønderrød Niels Kristian Pedersen og Hustru Jacobine. Født Nielsen, er født i Sønderrød, Reerslev Sogn, Løve Herred. 8. ottende- december 1892 - niti og to - og døbt i Reerslev Kirke d. 12 - tolvte- marts 1893 - niti og tre - bevidnes herved på Embedes vegne overensstemmende med Ministerialbogen. Reerslev 8. Maj 1906.

 

Underskrevet V. Vilstrup. Sognepræst.

 

Man brugte åbenbart ikke fortrykte formularer dengang, ingen papirnusseri, Dåbsattesten er udskrevet på en lap papir og så færdig- nemt - her er måske noget at lære i dag.

 

Jeg finder ofte tilfældigheder interessante og det er der her, den Dato Far blev døbt, Fødtes min Mor 8 år senere, og den dato dåbsattesten blev underskrevet, Fødtes min lillebror 45 år senere.

 

Sært er det også, at Præsten titulerer min Farfar som indsidder (lejer) han må da have beskæftiget sig med noget? Men her er jeg på Herrens Mark, både min Mor og Far lukkede af for Fortiden omkring mine Bedsteforældre, uvist af hvilken grund, men jeg tror det skyldtes at de blev skilt på et tidspunkt, eller Farfar havde forladt hjemmet på et tidspunkt, og jeg kan love, det var ikke god tone de første 30-40 år i dette århundrede, den slags tav man om, så jeg har kun nogle få oplysninger, der trods alt faldt af, fra mine forældre og nærmeste familie, og dem vil jeg da fortælle om.

 

 

Hjemmet der var fattigt lå ved kanten af den store smukke Åmose, her fødtes så Faster Karen der døde, derefter Faster Laura, en ret håndfast Dame, så min Far, derefter Farbror Erik, dernæst Farbror Karl, og så til slut Faster Karen der blev opkaldt efter sin døde søster.

 

Husly fik de ved at min farmor Malkede Kreaturer Morgen og aften, og gik ellers til hånde ved høst, Lugning og optagelse af Roer, samt vask der var et forbandet strengt arbejde, det foregik ved at stå og gnide tøjet hårdt mod et vaskebræt der stod i en balje med varmt vand. Det tog som regel en dag og hænderne så herrens ud, hvide og frygteligt rynkede, derefter ud at malke og så hjem og passe sin familie.

 

 

Betalingen for et sådan slid var som regel, et usselt Hus, mælk til eget forbrug og en halv gris til Jul, samt 3. tønder kartofler. Farmor var fra egnen og hele hendes familie boede i Reerslev, Hallenslev og Gørlev, de ernærede sig som Bønder, Husmænd, Landarbejdere og daglejere, men jeg tror hun var glad for sit lille hjem Mand og Børn, som alle andre unge Mødre, man var taknemlig for det man havde, udviklingen var ikke nået ud på landet endnu, man havde at være taknemlig for den hylde man var placeret på, det var Guds vilje. andelsbevægelsen var først lige begyndt, så udviklingen på Landet kom først ca. 20 år senere ved første Verdenskrigs begyndelse.

 

Hun selv var et kærligt menneske uden den store intellekt, måske lidt intetsigende, fandt sig i for meget, Pligtopfyldende og opofrende, lod sig køre med, Børnene og kun Børnene var hendes Verden, mere ønskede hun ikke, kun Børnenes vel, det skulle senere vise sig, at dette ønske kunne hun knapt leve op til, selvom Guderne skulle vide, at hun strakte sig så langt det var Menneskeligt muligt.

 

Hendes Broder der blev kaldt store Hans var en Kæmpe med utrolige Kræfter, men som vanligt er den slags mennesker ret godmodige, man sagde om ham, at det ikke var ham der havde opfundet det varme barbervand, med et slet skjult udtryk sigtende til hans hjerneaktivitet. Men nok om det, omtrent der hvor Åmose Å skifter navn til Halleby Å, ligger Bromølle Kro, en ældgammel kro, her var store Hans “Udsmider” dvs. det var som regel nok han rejste sig, så blev der ro, men en Dag blev der tumult, nogle udenbys Karle var blevet fulde og gav sig i klammeri med de stedlige, så der blev et voldsomt slagsmål, så Hans måtte på Arbejde, de tre fremmede blev båret udenfor, men her gik de på ham med en tøjrepæl som de drev ham over nakken, nu blev Hans vred og svang sin Kæmpenæve mod den mest ophidsede der blev ramt så kraftigt og uheldigt at han døde.

 

Hans blev gemt væk, Familien skillingede sammen, Billet blev købt fra Hamborg til U.S. A og Store Hans rejste, han sendte et kort ved ankomsten til Amerika, siden hørte ingen fra ham.

 

Da pengene ikke var store, blev det en hård byrde for mine bedsteforældre. Hvor længe de opholder sig på “Sandet” i Sønderrød ved jeg ikke, men det kan kun være ganske kort, det næste sted er på Reersø, det er der Den forholdsvise store Digter, Thorkild Gravlund, kom fra og boede, hans Fader var skolelærer der, det var Gravlunds fortjeneste at vi i dag kender Ø dialekter fra Reersø, idet han skrev på sit Hjemstavnsmål, når jeg læser hans Bøger, er det som om jeg stadig kan høre min Far.

 

Min Farfar havde et glad gemyt, men et heftigt og hidsigt sind, kolossal eksplosiv uden nogen form for lunte, men når eksplosionen detonerede, var han den samme igen og alt var glemt. Han var nem at rive med - begejstredes - men når han havde beskæftiget, sig med det han var blevet så begejstret for, tabte han interessen og blev begejstret for noget nyt som han så skulle i gang med, ja

- han var rimelig ansvarsløs, men han havde vel altid troet på at han gjorde det rigtige, så i hans indre har han sikkert haft mange kampe når han godt kunne indse, at det var noget roderi han ikke kunne forsørge familien ordentlig, stakkels Farfar, han har været en af de mennesker der vælger det forkerte på det rigtige tidspunkt, og uforvarende kommer til at samle på uheld og ulykker.

 

Det forlyder at han engang havde været Forskolelærer, men kunne ikke stilles ved det, var for hidsig, ragede uklar med folk. Han Arbejdede i Tørvemoser, daglejer, men enedes ikke ret godt med bønderne. på Reersø havde han lejet en Båd og fiskede derfra og her fortalte Far mig om engang hvor der blevet pludseligt uvejr med kraftig storm, det var i December Farfar og en mand mere fiskede i Kattegat, de blev sammen med andre fiskefartøjer fra øen, overrasket og de fleste forsøgte at nå land, men nogle kæntrede på revlerne og flere druknede, det blev ikke tilfældet med Farfar, han krydsede mod havet, han skulle ikke nyde noget med hensyn til revler, der lå de så i 1 døgn og frøs ad helvede til, medens de spiste rå fisk. da stormen løjede af listede de mod øen og landede i det øjeblik Præsten holdt mindetale over de der blev derude.

 

Jeg spurgte engang Far hvem Farfar var og hvad han foretog sig, det blev den korteste levnedsbeskrivelse jeg nogen sinde har hørt: Han var en gows (et Fæ) snu, bomstærk og så gik han og tossede om ovre i Jylland og spillede kludekræmmer, men penge kom der ikke hjem!

Det var Mor og så vi andre børn der måtte holde føden i hus. Slut, det er nemt at bringe den levnedsbeskrivelse videre til eftertiden, men Far glemte at tage misteltenen i Ed, han havde selv lært mig at holde ørene åbne, og det har jeg så gjort.

 

Farfar der inderst inde godt kunne se at han ikke magtede at forsørge sin Familie, og som stadig voksede, - de rige har mange penge, de fattige mange Børn, gjorde det trivielle, det klassiske, gav sig til at drikke, bedøvede samvittigheden, ham der havde så mange kræfter, denne høje kraftige Mand, var psykisk utrolig svag. Illusionerne var forsvundet, folkesnakken sved, fattigdommen var uoverskuelig han flygtede indad og lod sig fange af ligesindede, rygklapperne der roste og besnærede ham, her var han føreren, ham der blev set op til og her blev han hængende, sled sig aldrig fri, her var han den kvikke, gjorde som Soluret talte kun de lyse timer, resten var kun gråvejr og tåge der sammen med samvittigheden skulle døves, han var ikke egentlig en ond natur, men kom til at gøre så frygteligt meget ondt.

 

Jeg ved Far engang måtte gå til Købmanden for at købe en Pot Brændevin, til 6 øre, men det var de sidste Penge Farmor havde og som skulle gå til Kost, hvilket gjorde et dybt indtryk på denne lille Dreng, så ung han var, forstod han ikke Faderens Forbandelse, og det er dybt tragisk er, at han her begyndte at forbande Farfar.

 

Da prægningen af mennesket sker de første 14 leveår, er det nu min opgave at fortælle om holdningerne og levevisen på Reersø, den opdragelse de modtog.

 

 

Reverserne havde ord for at være gæstfrie, særsindede, overtroiske, hastige og stejle, det kommer os ved, du og jeg, vi har gennem generne alle en rem af huden, lad os bare være ærlige. Dette kom til at præge Far og dermed mig og til en vis del jer.

 

Så her vil jeg overlade Digteren Fortælleren Thorkild Gravlund ordet, Han var født og opvokset der, og kom altid tilbage der når han overhovedet kunne han kendte alles skæbne, levede med dem, talte med dem, skrev om dem i et lille bræddeskur han havde opført ved stranden. Ja - han og øen er et.

 

Far fortalte, at Gravlunds Fader så hans muligheder, han legede ikke så meget med andre Børn, talte helst med de ældre og var ret gammelklog, derfor kom han ikke til at arbejde efter Konfirmationen. han gik eller lå og “stejede” (Stirrede faldt i staver) iagttog Folk og Fæ og Natur.

 

 

 

Han skriver: Almue! - Almuen udryddet er Målet for et opbud fra mange sider i vor tid.

Hvad vil man opnå derved? Et oplyst Folk.

Hvad vil man dermed? Folket i nød.

 

Almuen gennemførte i livet kunstens krav i Almuehjemmet, et lovfæstet Bo, skønt og roligt, nøje afvejet, nyttigt alt. Almuens tale var stil, lunerigt, rytmefast, uden halvord (germanisme) og uden fremmedord for det hjemkendte:

 

Billeddannende, Ordsprogkyndigt.

 

Hvad jeg skrev søgte at vise dette. Almuesjælen var hævdet ro som Kunsten er det.

 

Almuens Tro - skal jeg give her, som jeg kender denne heden dom, der levede dulgt og trygt under vor Kirkes lære - Overtroen, som ikke var en mystisk Naturreligion, ikke noget ligt Naturromantik, ingen rædselstro på Ånder og Guder, men en gammel gemt viden om evige Grave, om Vætter der fødtes af Død og af Livsens Modstrid, hvor skel sattes for Liv og for Jord.

 

Her er Vætten Almuens Tro.

 

( Her følger så en længe redegørelse der vil føre for vidt at medtage i denne Slægtshistorie, men jeg skal senere vedlægge en afskrift, da det er ret interessant læsning, dette at overtroen og dens væsener, løber parallelt med Kristendommen.)

 

Han slutter dette sjældne skrift, jeg har fået fingrene i: Folkesagn og folketro er andet end folkloristisk morskab eller videnskab, som kan hænde at være det samme.

Folketroen er den Tro vi ejer, ikke en katekismus vi “bekender”, men en Æt vi tilhører - var vi end i halvt hundrede år skilt fra den. Rationalismen, som både er videnskab og Kirkelære, vil påstå, at alt dette intet er, og alle Godtfolk vil sige, at man kan da ikke tro på Vætter. - Spøgelser og varsler, nå ja - men Trolde - nej. Videnskab har kun at bygge på sammenhæng.

 

Men når alt Menneskeligt har lønlig sammenhæng, må den” strenge” Videnskab vises hen til Matematikken - og hvo ikke kan findes der, må føje sig her.

 

Kirken står udenfor folkelig sammenhæng, og mistede sin Magt over Folket, da Almuen og Vættetroen udryddedes.

 

Godtfolk “tror” nu på oplysning, skramlet de fylder Hus og Hjerne med. Hjerterne står tomme - og Kirkerne. Sammenhængen er opløst.

 

Videnskab gælder kun nej, den kan ikke andet. Kirken gælder kun ja, den kender ikke andet.

 

Folket lever i en ødemark, hvor ingen mere bærer Sten til Vættegravenes store lønlige Livssammenhæng - den vi havde ubrudt fra Oldtid og til vor Rigsgrænse faldt.

 

Men Almuens Børn, altid slagne, aldrig overvundne, lever så langt Bygd rækker tilbage, og Vætterne boer i Folket af Ælde, det der Døde og aldrig Dør. (citat slut).

 

 

Vi ser her at Reersøboerne ønskede ikke udvikling, eller som gamle Sinus fra øen sagde “det skal være som det er, men blive som det var”. Ingen ændring til evig tid, sådan er det bedst. Det er nok noget af det stærkeste jeg har hørt om, samtidig med at man ikke ønskede at give slip på overtroen, uanset hvad Præsten Prædikede. Alligevel kan jeg følge deres indstilling, når vi ser hvad udviklingen har ført med.

 

Min Broder Henrik og jeg besøgte øen i 1990. Landbruget havde på det tidspunkt fundet at den bedste forrentning af Jorden var, at holde kreaturerne på Stald Året rundt, og på vores lange køretur ned til Øen så vi heller ikke et eneste “øje”, men lige så snart vi kom ind på øen, stod der Køer i Tøjrslag, hvilket jeg ikke havde set siden Drengeårene, alt var som i min Ungdom, nykalkede stråtækte Gårde, Høns og Gæs der gik løse, utroligt - de bliver ved, giver ikke op, det SKAL VÆRE SOM Før.

 

Naturligvis var min Fader også meget overtroisk, “der er mere mellem Himmel og Jord,” han begyndte aldrig på noget nyt en mandag, når han aftalte noget der skulle foregå frem i tiden, sluttede han altid med: “hvis jeg lever til den tid og jeg har min helse og hvis Gud vil.” Det blev godt nok med tiden skåret ned til, “hvis jeg lever til den tid, og alt det der!”

 

Vi må så tilbage i tiden igen, året er 1898.

 

I København er de første Elektriske Sporvogne i gang, og Kuskene bliver arbejdsløse.

 

Det store Østatiaske Kompagni Ø.K. startes.

 

Det nye Rådhus i København, denne pragtbygning, tegnet af Martin Nyrup, er rejst.

Østerport Station, hvorfra kystbanetogene skal afgå til Helsingør, står færdig.

 

Prins Christian og Prinsesse Alexandrine af Mecklenborg, blev viet.

 

Der er et Ar til den store Arbejderkamp udbrød, mellem Arbejdsgiverforeningen og de samvirkende Fagforbund. Den skulle tage 16 uger og afstedkom dyrekøbte erfaringer for begge parter, dybe rifter, frygtelige afsavn og Danmarkshistoriens største røde øre.

 

Ovre på øen blev og var intet forandret, det kneb gevaldigt i det lille Hjem, så meget at Far måtte ud at tjene seks et halvt år gammel.

 

Han kom ud til en Enke, efter hans eget udsagn et rimeligt godt sted at være, dog det har ikke været særligt sjovt at skulle ude i et Karlekammer og ligge i den alder. Tænk hvor han må have grædt, og ingen til at trøste sig når han blev bange i mørket.

 

Hans arbejde bestod i at vogte dyrene og ellers gå til hånde, dette ”med at gå til hånde” lyder ikke af alverden, men jeg kan forsikre om, at man skal være oppe på mærkerne stort set altid også medens de andre sov til middag, for da skulle køerne flyttes og det har ikke været let for Far at trække tøjrepælene op eller holde Dyrene hvis de blev overgivne.

 

Der skulle tages Æg ind, Findes hønsereder, lukkes for dyrene om Natten, jage gæs og Ænder ind. Rende efter alt det de voksne ikke gad hente, op kl. 5. om Morgenen og slut ved 21 tiden. I den tid har det ikke været noget særligt udkomme at handle med sovemedicin.

 

Den bedste tid, sagde Far, var om efteråret når Høsten var inde, så blev alle Kreaturer og Får slået løs og gik over alt, dem skulle Far så vogte, og her fik han en gave, at give videre til os Børn, han havde sans for naturen så hvad der skete derude helt ned til den mindste detalje.

 

Han lærte os at se på den vidunderlige skiftende Himmel, især om efteråret når solen gik ned bag de rosenfarvede skyer “Der står et slot i Vester led”. Det lilla skær over det bølgende Korn, eller når han med sine store stærkt fregnede hænder, bøjede græsset til side og afdækkede en lille Lærkerede, med formaningen om at det måtte vi ikke sådan gå og gøre, “Jeg ved en Lærkerede jeg siger ikke Mer”.

 

Vi så på stjernehimmelen i oktober nætter. Eller når han kom til at sparke en roe om, og satte sig ned for at genplante den, vi så Mosekonen Brygge og Lygtemændene der hoppede rundt derude i Mosen, og når det var tordenvejr, hvor vi altid blev kaldt op så man var klar hvis lynet slog ned og satte ild i stråtagene, derfor lærte han os at betragte uvejret som et storslået skuespil, ingen af os Børn har nogensinde været bange for de tilskikkelser der skete i naturen.

 

Herude var han glad, herude var han Hjemme, her kunne han fortælle som den gode fortæller han var.

 

Som vogterdreng fik han tiden til at gå ved, at skære Pilefløjter, eller Tøjrepæle, som han solgte, omend han fik en ussel pris.

En Dag havde Enken en Høne der var blevet syg hun bad Far om at slagte den og smide den på Møddingen, da var min far ca.9. år, han spurgte Enken om han ikke måtte prøve at pleje den, da Hønen efter hans mening godt kunne reddes, men hun ville ikke have den til at smitte de øvrige kræ og skulle halshugges og dermed Basta!

 

Men Fatter opgav ikke så nemt, nede for enden af jordstykket ved stranden lå et Hus der omtrent var faldet sammen, der kunne han pleje kræet uden at smitte de andre dyr.

 

Enken har vel haft lidt medynk med denne stærkt fregnede dreng med det ildrøde Hår, så hun gav ham lov med formaningen om at han ikke skulle til rend i tide og utide, men kun være der når han havde en ledig stund, Morgen Middag Aften, og såfremt den overlevede var Hønen hans.

 

Dette “Ja “var nok det der blev af størst betydning for Far, for hans selvtillid, gåpåmod og optimisme, nu havde han ansvar personligt ansvar, han ejede noget, hans sociale tærskel var hævet, naturligvis ikke på niveau med de højrøvede og bøvede Bondersønner, men vejen var banet, eller som D.G. Monrad siger “det er Håbet der gør Hjertet rigt og sjælen glad”.

 

Hvordan kunne nu Far få liv i en halvdød Fjerkræ? - jo se medens han gik og vogtede, var der mange ledige stunder som han kunne drive og dase, men alligevel skulle hans øjne hele tiden spille over hjorden, så ingen stak af, og her havde han lagt mærke til hvad der var Dyrenes livretter, hvad de gik efter når de ikke så ud til at have det så godt, denne iagttagelse skulle vise sig at være af største betydning, med den viden og kærlig pleje lykkedes det ham at få liv i kræet og da det rygtedes på øen fik han med tiden andre Dyr, som Bønderne havde opgivet, naturligvis døde der mange, de kom jo fra Bønder, men han fik dog liv i en større kalv og så var succes’en i Land, med tiden tjente han så mange penge at han selv kunne betale sit konfirmationstøj, samt begynde sin uddannelse som murer i Slagelse til 50 øre om ugen plus kost og logi, dog til sammenligning et stykke wienerbrød kostede 4 øre.

 

Retfærdigvis skal Enken – Kirsten - han tjente hos, betalte ham et lille beløb i hele hans læretid.

 

Jeg skal i denne forbindelse tilføje at sit voksne liv havde han altid optimalt held med Dyr i sin egenskab af Gårdejer, Duer havde han altid haft, og han blev en af Danmarks bedste Brevdue mand, og vandt i 1937. en bemærkelsesværdig stor præmie i Danmarksmesterskabet, hvor alle brevdueforeninger i hele landet deltog. Han blandede sit eget foder, der var en dyb hemmelighed, det drejer sig om - som han sagde, at duen får let foder og alligevel blive mere udeholdene end mine konkurrenters Duer og det vigtigste er at de får deres livret og frisk koldt vand når de kommer hjem, men - i et løssluppent øjeblik betroede han mig at Hampfrø var et mægtigt middel, “men du holder kæft” og når han sagde man skulle holde kæft ja så holdt man kæft, men det vil sige at hans Duer var “Høje” ad helvede til.

 

 

 

Tilbage til år 1900. De overlevende få Dyr solgte han til Opkøbere der drog rundt på gårdene med jævne mellemrum, et par Høns solgte han på markedet.

 

Marked var dengang et magisk ord, Livet stod stille i de små Landsbysamfund sindsoprivende oplevelser var en stor sjældenhed, men Marked, det kunne få folk og Fæ op på mærkerne, om morgenen sådan en Markedsdag vågnede tusinder af Mennesker og styrtede til Vinduet for at spejde efter Vejret.

 

Den Dag var en eventyrlig afbrydelse af det ensformige liv, nu skulle der ske noget, man vidste ikke hvad, men det ville blive spændende, her ville blive noget at tale om i lange tider efter.

 

Her traf man kendinge og familiemedlemmer man ellers sjældent så, Hestene blev striglet vognene smurt, skægget raget af og alle var i det pæne kluns, Mellemmadder blev stoppet i tejnen og så af sted!

 

Telte og boder var rejst i nattens løb, de handlende var klar til at modtage de mange gæster til en rask handel, nogen blev snøret andre fuppet, men skidt sådan er marked.

 

Efterhånden nærmede man sig Byen blev trafikken tættere og tættere, her gik en gammel mand med en sidevommet Ko der skulle sælges, der en vraltende Madamme med sine Får og Lam. Piger og Karle strømmede til fra stier, sideveje og landeveje, der blev råbt, slået ud med arme og ben, Handelsfolk i hvide kitler godt skæve af en kæmpebule i venstre side (Tegnebogen) klaskede i næverne så det sang når en handel blev gjort.

 

Der var lange rækker af frugtboder, kageboder med påtrykte småvers af kærlighed, ægte honningbrød fra Kristiansfeld, skillingsviser, Hatteboder, fiskeboder ja - alskens halløj.

 

Beværtningsteltene gik på højtryk Folk skulle have smurt gummerne med det ene eller andet, så humøret steg drillerierne gik for vidt, man begyndte at lappe ud efter hinanden, et godt slagsmål hørte til et godt Marked.

 

Man kunne købe alt, Leer, plove, piber, punge, lommeure og forlovelsesringe.

 

Støjen tiltager med Dagen, kåde råb og kvindehvin. Gøglerteltene kappedes om at vinde publikum, der var bajadserne og Trikot Damerne på Platformene uden for teltene der råbte og skreg som udråbere, Cirkusmusik, Drenge på mundharper. Far var meget dygtig til Mundharmonika. De primitive digtere der skrev skillingsviserne hylede sig hæse på sørgelige kærlighedsviser om Død og ulykke og skibsforlis så de gamle kællinger og unge Piger græd som piskede og købte for en skilling en eller to, viser som så blev hvinet på hjemegnen for dem der ikke kom på markedet. Hestene vrinskede, Køerne brølede der var en øffe brægen og kaglen der ingen ende ville tage, det var velgørende med al den støj og spektakel for Folk der 364 dage om året levede et afsondret liv.

 

Den bedste tid, for de unge var nok om aftenen, når dansen gik, enten i det fri eller i et par store telte, da smeltede Land og By sammen i sød forening, her var det hjerterne der talte og der blev gjort mange ny bekendtskaber, Romantikken blomstrede, et stjålent Kys her og der, Drøm og Længsel.

 

Kl. 10. var det slut Markedet var slut, Festen var slut, Branderterne skulle befordres Hjem, de unge fulgtes under høje og skrige indtil det alvorlige øjeblik hvor Døtrene stod foran deres forældre og hvor de skulle gøre rede for hvad de havde foretaget sig og med Hvem, det sociale trin skulle overholdes, helst hæves, og Gud nåde og trøste den Gårdmandsdatter der havde danset med en Husmandssøn, for ikke at tale om en arbejdsmandssøn, det var helligbrøde.

 

Langt ud på Natten, og tidligt om morgenen, kom de sidste Hjem lallende jollende, halvt bevidstløse af druk og mangel på søvn, med flænger og rifter, blå øjne blodtud - jo øboerne havde givet de skide Byboer noget at tænke på i det sidste kæmpeslagsmål, jo det var den unde lyne mig et Marked der havde vasket sig, for at bruge et af de udtryk man dengang benyttede sig af.

 

Ar 1900. et nyt århundrede er begyndt, det skulle vise sig at blive et meget dramatisk århundrede, hvor der skulle ske de frygteligste grusomheder i Verdenshistorien, Konge - Fyrstedrab, Verdenskrige der tilsammen kostede 40 millioner menneskeliv, folkedrab, samt uendelige værdier gik til spilde der kunne have været brugt til udvikling, nedbringelse af sult og nød, men sådan er vi mennesker ikke indrettet, vor ødelæggelsestrang er for stor, vi skal rive ned det vi bygger op.

 

Kommer der en op på en talerstol og hujer op om det der er trivielt, så hujer vi med jo flere jo bedre, vi hidser hinanden op så det ingen ende tager, og så - plask ligger vi der som den berømte Æggekone i muddergrøften.

 

Herhjemme var vi midt i oplysningstiden, Andelsbevægelsen var i fuld gang, Forsamlingshuse blev bygget overalt, Folk strømmede til møder, samledes om alt, sangforeninger blev oprettet, Digterne digtede flotte og svulmende ord, højtravende ord, men naturligvis også poetiske og lyriske vers, der hævede Naturen og Kvinden fanden i vold op i skyerne.

 

Højskolerne blev fyldte, mest af landboungdom, nye byggedes, folket blev genfødt de kom ud af pubberne, hvor de havde været indsvøbt siden Middelalderen, Demokratiseringen var begyndt, ja det var en nydelig historie Grundtvig startede, menneskets frelse ud af det vante, det trivielle, man kunne tale, lærte at tale og tale frit, man skulle ikke dukke sig mere for dem der havde en bedre position, man blev rank.

 

Dallas, Kaptajn Enrico Mylius Dallas, Byggede skove, så det røg om ørene, ovre i Jylland, “Hvad udad tabes skal indad vindes” sagde han og hentydede til de øretæver vi fik af Tyskerne i 1864. Derfor kan i nu gå i smukke skove omkransede af Givtige Marker i Midtjylland hvor der før var Hede fra Vejle til Struer.

 

Da vi nu er i Jylland vil vi køre mod Nord til den smukke Mariager Fjord til en lille landsby ved navn Oue, ikke langt derfra mod Fjorden lå en Gård” Carlseje” hed den, Her Fødtes Mandag d. 12 marts år 1900. en lille Pige, Dagens Navn er Gregorius, Pigen kom til at hedde Astrid, hun fødtes af Kirstine Hessellund, Født Garde, en slægt der for det meste havde bestået af Præster og Lærere, hendes Mand Gårdejer Rasmus Peter Andreas Hessellund var en dannet oplyst og meget poetisk Mand.

 

Hun blev Døbt Mandag den 16. april på 2. Påskedag. I kirken prædikede Præsten om Kristi Opstandelse, mark. 16, 1 - 7. og Matt.

28, 1 - 8. ved Døbefonden fik hun Navnet Astrid Hessellund, hun blev min Mor og gjorde det muligt for mig at skrive dette, hun fødte. Som nævnt fødtes også hun ind i et Dramatisk Århundrede, men for hende selv blev Livet også ret Dramatisk, og de Byrder der blev hende pålagt, bar hun i den Grundtvigske ånd, både modigt og flot, taknemligt og med klasse, Min Moder var og blev med tiden meget troende, men hende vender vi tilbage til senere i denne beretning, spændingen skal jo holdes oppe.

 

Tilbage til den gamle, Jeg spurgte ham engang hvad der, i hans Barndom, havde gjort størst indtryk på ham, først og fremmest Fattigdommen, men ellers var det nok da den Russiske østersøflåde i 1904 stævnede op gennem Storebælt, forbi Reersø, årsagen var at Russerne og Japanerne slogedes omme i østen og det var Russerne der fik alle pryglene, den Russiske Flådebase Port Arthur var indesluttet af Japanerne, så den øverstbefalende Anatole Støssel anmodede om støtte og fik sendt østersøflåden der bestod af:

 

6 Slagskibe.

4 Panserfartøjer.

6 Krydsere.

15 Torpedojagere.

 

De Skulle den halve Jord rundt, hvilket tog et halvt år inden den nåede Koreastrædet, for derefter at blive udslettet af den Japanske Flåde, under ledelse af General Nogi, kun 2 skibe kunne flyde efter slaget, en røvfuld af demissioner. Den Historie optog dem meget på øen, alle stod de nede ved Bæltet og Glanede, aldrig havde de set noget lignende, de anede ikke at der fandtes så mange skibe i hele verdenen, der var en slåen ud med armene, den ene var klogere end den anden, der blev gisnet, gættet på Krig, men Præsten, der var den eneste på Øen der holdt Avis, for øvrigt en god måde at få folk i Kirke på når han kunne læse nyheder op hvad der kunne interessere Øfolket, kunne ikke huske der have stået noget om det, først længe efter kom forklaringen, så var det de røde ørers tid for dem der havde galet højest og havde stået fast på en vanvittig gisning. De små Børn stod i Vandet for at komme tættere på dette fantastiske skue. Det tredje han nævnte var en kontrast så det kunne forslå noget. Smeden, Skrædderen og skomageren holdt tit møde på Kroen i Formiddagstimerne her sad de og ævlede og kivedes med Bønder og andet godtfolk, det var især Skrædderen, en intrigemager af rang. Han var ikke ret stor, det ene Ben var noget længere end det andet, antydning af pukkel havde han også, fræk som en slagterhund så det er ikke noget under at han sommetider lænede sig gevaldigt op af en kasse øretæver, men hør så her! Smeden var hans Barndomsven og denne havde lovet skrædderens Mor, inden hun døde, at se lidt efter ham, Smeden var til gengæld stor og stærk, så denne lille satan trådte op på det høje ben, når han blev truet, og sagde:

 

Skal i slå på en invalid se til at holde op med det eller jeg omtaler det over for min ven Smeden! ja så var der ingen der havde særlig megen lyst til at svinge næven.

 

Skrædderen havde en lille sort Hund, der havde lært at drikke øl og oven i købet kunne lide det, når de så ankom på Kroen bad han om det sædvanlige, og Kromanden kom med fire flasker øl og en madskål til hunden, den blev som regel så rygende fuld, at staldkarlen måtte bære den hjem til skrædderiet.

 

Far blev hos Enken til Konfirmationen og som i kan se på Konfirmationsbilledet, som min lillesøster havde gemt, er der tydeligt skel i det sociale lag, øverst Præsten, Skolelæreren og derefter Bøndernes velklædte Drenge, så deres Piger, derefter to trin nede Proletariatets Børn, de ser farlige ud, min Far er nummer

4. fra højre, han ser ret kvik ud, med mod til det hele, formentlig en rod.

 

Det var i Fagbevægelsens brydningstid, Forholdet Arbejdsmænd og Bønder imellem var på den tid ikke godt, her kan jeg ikke nære mig for at citere Thorkild Gravlund, efter hukommelsen, ellers kan i selv låne Bogen der hedder “Sognet” på Biblioteket, her skriver han; Bønder og Arbejdsmænd blev til stadighed værre og værre, så på et møde blev det bestemt at købe de der moderne Høstmaskiner (selvbindere), de havde set på Markedet, Forhandleren fra Slagelse blev hentet, Maskinerne blev købt til Høst for derved at udsulte arbejderne, til en lavere løn, de skulle ikke tro de var noget. På øen var der en egen Gårdmand, Nilaus hed han, Udvikling var ikke noget fra ham, “det skal være som det er og blive som det var”, Høstmaskiner var for ham en katastrofe, så var sammenholdet på øen slut, Slægtninge og arbejdere der var født på øen kunne ikke tjene et rimeligt udkomme og ville derfor drage derfra, nye fremmede ville komme til, og hvad var det for mennesker, så derfor da smeden fra Slagelse afleverede og samlede de nye høstmaskiner, gav Nilaus sig i snak med ham, spurgte til de enkelte dele, han pegede på et lille tandhjul, spurgte til dens funktion og fik at vide at det var maskinens hjerte og da der var mindst 3 ugers leveringstid var hans beslutning taget.

 

Om Natten lå den lidt svagelige Nilaus og opererede alle Hjerterne ud.

 

Næste Dag blev der stor opstandelse, Bønderne samledes til Møde, Kornet var modent, Vejret flot, der skulle høstes, men det var jo ikke let at gå til Hverken Husmænd eller Løsarbejdere, man regnede med at de ville forlange en ublu pris, men der skulle tages stilling.

 

Resultatet blev at Sognefogedens Søn Paul, der var bedst lidt af alle på øen, skulle gå denne tunge gang, men han var ikke kommet langt uden for Landsbyen før han mødte en lang række Arbejdsklædte Mænd med ”Meje ræer” (Leer) og Kvinder med påsatte hvide Høstærmer.

 

Historien var sivet ud, så alle Mændene gav Kvinderne besked på at finde Høstriverne frem og reparere deres høstærmer, medens de selv gik på loftet, fandt Meje ræerne frem, sleb dem og begav sig på vej.

 

Da de mødtes var der lang tavshed, hvem skulle begynde, det blev Paul, han takkede dem og ville forhandle samt hos hvem de skulle begynde at Høste.

 

Høstmændenes Talsmand stod frem: - Se Avlen er alles, det er Guds gave, den skal vi alle leve af til næste Høst. Det er alles udkomme, vores pligt er at høste når Kornet er modent, prisen taler vi om senere, men lønnen skal være lidt højere end vi plejer van, og kun dig vil vi forhandle med til den tid, og denne Høst bestemmer vi selv hvor og hos hvem vi begynder.

 

Paul, der senere blev Sognefoged, indgik naturligvis på deres betingelser og syntes Bønderne havde sluppet billigt, han kunne ikke frigøre sig for en ubehagelig tanke om, hvem der havde været størst i denne for Bønderne penible sag, men ikke alle var lige så glade som Paul, for det viste sig at man begyndte at høste for de Bønder der havde den bedste holdning over for Landarbejderne og så nedefter til de sure og gnavne, der var edderspændte over på den måde at blive nedvurderet på.

 

I Farmors Hjem stod det ikke godt til, Farfar var ikke hjemme, det var på det tidspunkt han forsøgte sig i Jylland som kludekræmmer.

 

Mormor forsøgte at tjene så meget at de kunne holde føden i Hus, en Aften hun var oppe og Malke køerne på Gården, Døde min Farbror Erik, der var syg af bronkitis, i armene på sin storebror Karl der kun var 7 år. Denne forskrækkelse forvandt han aldrig.

 

Min Farmor kolabsede og flyttede tilbage til Sandet ved Jyderup hvor hun fik samme slags arbejde på de samme betingelser som hun rejste fra, men det var hendes hjemegn og kunne søge trøst og hjælp hos familien. Til gengæld måtte Far lades tilbage, og da der på dette tidspunkt ikke var nogen samfærdselsmidler var det yderst sjældent han så sin familie, højst til Jul. Gad vide hvilke tanker han gjorde sig om natten i sit brolagte karlekammer. På den tid var der ingen psykologer man måtte selv klare psyken.

 

 

 

Mere ved jeg ikke om Far, og hjemmet, før den 28. oktober 1911 hvor Slagelse Købstad gjør vitterligt, at Far fremviste Svendeprøve i Murerfaget, som bestod i efter forud antagne Tegning, at opmure et hjørne, mindst 2 alen højt, l alen til den ene side med stående fortanding og 2 Alen til den anden side med aftrapning, pudset indvendig og fuget udvendig. ifølge Kommissionens Bedømmelse lev Svendestykket antaget som Fyldestgørende. Far var blevet Murersvend, hans første mål var nået.

 

Han indtræder i Murerforbundet i Danmark som nr. 7060 d. 3/10 1911 i Slagelse, han arbejdede i flere år hos Murermester Ehlers, som Svend og senere som Formand, med hvem han blev personlig ven. Ja Verden er lille i 1959 arbejdede jeg sammen med Ehlers yngste søn, på Grønland i Angmagsalik, hvor vi blev Venner. Men tilbage, jeg talte i 1990 med min Kusines Mand, i Slagelse, han huskede Far som Murerformand og senere Murermester, han udtalte: Din Far var meget dygtig, men en utrolig hård Arbejdsleder, pertentlig og der skulle være pinlig orden, tålte ingen fejl og ingen skulken, krævede hårdt arbejde, var aldrig påholdende, men retfærdig og så uddelte han “skideballer” så Jorden rystede, særlig afholdt var han ikke, men det arbejde og det produkt han afleverede var det bedste i Slagelse.

 

Efter en sådan samtale kniber det med at finde de rigtige folder til Ansigtet, for det var tydeligt han heller ikke holdt af ham, hans Svigerfar, min Farbror Karl der var kloakmester, arbejdede begge hos ham, havde engang i min Barndom ymtet det samme, engang han var på besøg og sov inde i mit Værelse, men det tænkte jeg ikke særligt over dengang.

 

Det var i 1911 Flaskebajeren steg 1 øre og kom til at koste 12 øre hos Urtekræmmeren.

 

Nord og Sydpolfareren Dr. Cook talte den 25. oktober i Koncertpalæet, under højen og piben, men gennemførte talen og vandt efterhånden opmærksomheden.

 

Men ude på Gaden blev han overfaldet af Folkemængden, der brølede “svindler” i øret på ham, slog hatten af ham, samt overdængede ham med rådne Æg.

 

Var det en ide i Dag? få lidt farve i Hverdagen, nu hvor der er Politikerlede, det kunne jo være de ville tage det hele lidt mere alvorligt, hvis de på Gaden modtog nogle reverenter “Baller” på DANSK og et par rådne æg i nakken.

 

Den 1. december, samme år, Indviedes den nye Personbanegård i Kjøbenhavn, man mente det var en fejl man skulle gå så langt ud fra og ind til København, ak Herregud ....

 

Frem til Krigsudbruddet 1914 herskede fremskridstroen, udviklingsoptimismen. I den civiliserede Verden var tænkere, Videnskabsmænd, Politikere, endog Militærpersoner og Præster overbeviste om, at det jordiske samfund kunne fuldkommengøres, at livet kunne blive godt, at morgendagen nødvendigvis måtte blive bedre end Dagen, man levede i, for slet ikke at tale om gårsdagen.

 

Denne fremskridtsfilosofi havde afløst alle de religiøse forestillinger, som begyndte at forsvinde i det 18. århundrede. Mens de herskede, havde Folk i fuld alvor ment, at en fuldkommen jordisk tilværelse ikke var mulig. Den ventede først i Himlen. Jordelivet var blot en station på vejen til den evige salighed eller Helvedes forbandelse. Samfundet behøvede ikke at forbedres, alt var godt, som det var, (det skal være som det er osv.) hvis blot alle opførte sig således, at de kunne gøre krav på at blive salige efter de Kristne grundregler.

 

Under fremskridtsfilosofien fornægtede man, at en almægtig Gud styrede, og at alt, hvad der var sket, var brudstykker i hans store mønster.

 

Men fremskridtsfilosofien anvendte mange af de religiøse forestillinger fra de forskellige trosretninger. I stedet for at sige, at Gud styrede Verden, nu og da ved at slå Folkene med Krig og Sygdomme, sagde man, at alt, hvad der var sket - Krig, Fattigdom, epidemier, katastrofer - var nødvendige udviklingsstadier på Menneskets vej fremad og opad mod evig fred, frihed, alles lykke og et enestående kulturliv.

 

Himlen, saligheden, fandtes her på Jorden, bare Menneskeheden kom gennem alle nødvendige stadier. Det var ikke netop den variant af fremskridtsfilosofien, Karl Marx havde prædiket, og som blev grundvolden i de forskellige arbejderbevægelser og i Kommunismen, også efter, at det uigennemførlige i Marx tanker var blevet omfortolket eller skudt i baggrunden.

 

 

 

Det kan desværre for nogle af mine efterkommere være svært at forstå dette hører hjemme i en slægtshistorie, men det er for mig meget vigtigt, for efter min opfattelse, er dette hele vendepunktet til den nye fremtid, og naturligvis også til de uendelige katastrofer der nu skulle møde Menneskeheden, men også væk fra det stillestående.

 

Der fandtes, andre former for fremskridt og filosofi end Marx’ lære. Der var dem, der sagde, at alt, hvad der hidtil var sket, ikke havde været nødvendigt for Menneskehedens udvikling, men blot var fejltagelser og forvildelser forårsaget af Kongers og Præsters undertrykkelse af Folkene. Og atter andre prædikede rolig og sagligt - uden spekulationer om, at Menneskeheden passerede nødvendige stadier og var ofre for fejltagelser - at alting ville blive bedre og bedre, og Himmeriget nås her på Jorden gennem sociale reformer og videnskabelige opdagelser. Før katastrofen i 1914 var der ingen, som satte et alvorligt spørgsmålstegn ved denne fortrøstning til fremtiden. Den første Verdenskrig blev netop derfor så frygtelig en erfaring. Den kuldkastede denne tro på fremtiden hos mange Mennesker - en tro, der havde været lige så uafrystelig som troen på den almægtige Gud i det 17. århundrede.

 

Frem til 1914 rådede den lyse optimisme. Videnskabsmændene ansås for Menneskehedens vejvisere, oplysningen var vejen frem, (som den stadig er det) oplysning, udvikling, det var kodeordene, den nye tro, hurtigere, fremad, jo før jo bedre. Men når jeg sidder her, i min stue, og ser ned gennem mit liv, min families liv, kan jeg ikke frigøre mig for tanken, gik det for stærkt, vi nåede alt, en rigdom ingen den gang turde drømme om, og hvis man luftede sådanne drømmerier, ville blive betragtet som gal. Kun 50 - 60 år gik der før vi kunne gå på Månen, operere nye Hjerter ind, sociale sikkerhedsnet, fjernsyn og alskens hjælpemidler, så man ikke længere skulle løfte tunge byrder, men gik det for hurtigt? fik vi sjælen med? blev vi mere humane? tabte vi ikke det meste værdifulde her i livet, samhørighed, næstens ve og vel, hjælpsomheden og den personlige medmenneskelige omsorg. Kan man betale sig fra den?

 

På en varm lummer Junidag i 1914 lykkedes det en terrorrist Hr. Printzip, at kaste en Bombe op i det Hestekøretøj, der befordrede den Østrig - Ungarske Tronfølger Ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde, eksplosionen var dræbende og udløste første Verdenskrig.

 

Denne begivenhed fik også følger for min Far, han var indkaldt til den Kgl. Livgarde, l’ Bataljon 1. Kompagni d.25. maj 1914. Efter rekrutuddannelsen blev han overført til sikringsstyrkerne på Svanemøllens Kaserne på Østerbro, her gik han vagt for at overvåge Jernbanebroen, der var vagt ved alle broer under Krigen, men her slap hans held op, for lørdag d. 25. december 1914. blev han Knaldet på Vagten, der står i hans forholdsattest.:

 

Straffe for forseelser begået i ovennævnte tidsrum (jfr. Lov nr. 542. af 4. oktober 1919. Stk. 65.)

 

1 DAGS MØRK ARREST FOR SOM POSTHAVENDE VED DEN NORDLIGE ENDE AF

 

JERNBANEBROEN VED STRANDMØLLEN DEN 25. DECEMBER 1914. OM EFTERMIDDAGEN, AT VÆRE ANTRUFFEN SIDDENDE INDE I DET DERVÆRENDE BLOKHUS SAMMEN MED POSTEN UNDER BROENS NORDENDE.

 

Men tilføjes - det meddeles ham herved det vidnesbyrd, at hans forhold i og uden for tjenesten har været ret tilfredsstillende.

 

underskrevet Axel Pontoppidan, Kaptajn, for tiden Kommandør for 2. Livgardebataillon l. Kompagni.

 

Av Fatter’ det var ikke så godt, og slet ikke på den tid, det udelukkede nemlig folk i at søge og få arbejde i den offentlige sektor, man antog kun folk med “ren” forholdsattest, tænk! en så lille forseelse kunne udelukke folk resten af livet i at få et fast arbejde - en dag på Vand og Brød - utroligt! Men Far søger faktisk en stilling inden for Politiet i januar 1921. hvilket glipper takket være en militærliderlig Premierløjtnant der kun gik og lurede på at knalde soldaterne, for selv at stige i graderne, hvilket også lykkedes ham. nej kære efterkommere hold jer langt væk fra militæret - de lugter - jeg har i mit lange liv kendt en del fra militæret, men ved dem alle var der noget ubehageligt jeg ikke brød mig om, de kan være meget flinke, men de er oplært til at slå ihjel og ødelægge og det påvirker dem umiskendeligt. Ser man i Fars soldaterbogen kaldte de sig, gud hjælpe mig, for Overmænd, man kan ikke anklage dem for mindreværd.

 

Far var glad og stolt over at være Gardist og på Billedet i fuld udgangsuniform er han da også ret flot med hvide handsker og Guldring med sten på hans fregnede finger, han talte meget om den tid hvor han gik Amalienborg vagt for Kongen, der selv var uddannet ved Garden, og gik og lurede inde bag gardinerne på Amalienborg og bemærkede om alt påklædning var korrekt, ellers var han ikke ked af at ringe ned til den vagthavende for at gøre opmærksom på fejlen, og så blev der en frygtelig tumult, men ellers var Kongen ret flink og kunne på kolde dage stoppe op for at sige et par ord.

 

Han gik også Vagt inde i Dyrehaven Nord for København, hvor de bevogtede et Krudtdepot, han fortalte at det kunne være ret uhyggeligt på mørke nætter om efteråret når det stormede og Dyrene gik rundt imellem dem, for Far var det ikke så slemt, han var, vandt til lyde og mørke fra landet, men dem fra byerne kunne undertiden råbe II hvem der” når et Dyr trådte på en gren og da de naturligvis ikke kunne svare skød de varselsskud, og så kan det nok være der blev røre når de sindssyge befalingsmænd måtte op af køjerne når skuddene blev varslede. Der var mange der ikke kunne få fast arbejde efter soldatertiden.

 

Under træning i Bajonetfægtning blev Far ramt i knæet det var ret alvorligt så han lå på infirmeriet, der på grund af krigen blev indrettet på Hærens Gymnastikhøjskole, på billedet derfra kan i se sengene sat op i salen, billedet er gammelt så jeg har sat et kryds nederst på bagsiden og vender i det om er det Far der står der, men der er vist et gammelt blækkryds på ham.

 

På grund af krigen lå Far inde fra 25. maj 1914. til 12. december 1916. og igen fra 13. november 1916. til torsdag d. 1. februar 1917.

Dagligdagen begyndte, alvoren, livsopgaven startedes. I sin Soldatertid har lærte han en Norsk Dame at kende, de blev kærester og Gift og fik 2 Børn, mine Søskendes og mine halvsøskende, men her er jeg inde på usikker grund, for det har været en dyb Hemmelighed, ingen har vidst noget, sikkert min Mors værk, hende der var stærkt Grundtvigiansk og kristen opdraget og selv var idealist, vogtende over det dydige det ærbare og sandhed frem for alt, kort sagt overholdelsen af de ti bud, hendes Fane var løftet, at hendes ben knapt nåede Jorden, vi vender senere tilbage til da Mors Verden brød sammen og jorden forsvandt under hende, sådan har Mor følt det, med hendes baggrund.

 

Det er ufatteligt, at den store Familie, på begge sider, har kunnet tie, jeg kan i erindringen tælle ikke så få tanter og Onkler, hvis største ønske må have været at viderebringe sådanne tiender både i farver og forstørret udgave.

 

Lidt er der også sluppet ud, men intet konkret, noget man ikke regnede med, og troede var sladder.

 

En Dag jeg sad med Familiearkivet tog jeg et billede ud, det var faktisk et brevkort, det var dengang meget brugt at blive fotograferet og fik billederne udført som Brevkort man sendte til hele den pukkelryggede familie, man så jo ikke hinanden så tit, der kunne være år imellem.

 

Dette kort var fra Farbror Karl stilet til Hr. Murersvend A.G. Pedersen, Gasværksvej 5. Hørsholm.:

 

 

 

Kære Broder her sender jeg dig et Billede af mig, og så skal jeg hilse fra alle herhjemme, de sidder og spiser Æbler som jeg har haft med hjem. Nu en kærlig hilsen til dig og din Kone. Underskrevet Karl Pedersen. Kortet afsendt 1917. den 14. marts. Karl var da 19 Ar. Lillesøster Gitte fortalte mig så, at Mor på sine gamle dage, havde fortalt hende det, Mor var da meget stærkt troende syvendedags adventist, og har vel følt det skulle siges, eller 50 års pres har været for meget for hende, men kun dette ene som beskrevet. Jeg vil derfor til sommer efterforske dette, det er jo dog ikke ligegyldigt såfremt jeg har nulevende halvsøskende, det er da Familie, skulle jeg ikke nå det må en af i andre tage over.

 

Før Krigen år 1912. var Far på Valsen, det skulle Håndværkere dengang. Vingerne blev prøvet af, om de var stærke nok til at bære, iført molskinsklæder og Værktøjssækken på nakken og så derudaf på gåben, på vejen mødte man andre Navere, fulgtes et stykke tid fik en arbejde de andre drog videre til der ikke var flere penge, så gjaldt det at nå til den nærmeste storby og i Arbejde, det var der nok af på den tid i Tyskland. Kæmpebygninger så stor de ikke havde set tilsvarende herhjemme, mange i glaserede sten og glaserede tegltage. De fik en masse erfaring som blev dem tilgodeset når de engang vendte hjem. Mestrene ansatte omgående svende der havde været udenlands, de kunne som regel udføre alle slags opgaver.

 

Sproget kunne de jo ikke, Far fortalte når de kom til en By gik han ind i et værtshus og råbte: Er der Danskere her? ... Hvis ingen svarede gik han til næste værtshus og der var som regelen bid, der blev spurgt til det billigste logi og hvor man skulle arbejde. Landsmænd og hjalp hinanden uanset kendskab, var man flad kunne man som regel låne penge, til at komme i gang for. Da Far rejste hjem før første Verdenskrig i 1914, var han blevet en rigtig Naver, han havde bestået prøven, blevet hærdet gennem nød, sult, lange udmarvende Landeveje og gennem slagsmål der på den tid var uundgåeligt også fordi han var udlænding, men mest for de arbejdere og håndværkere fra alverdens Lande, sammen med det lavere sociale lag alle boede på de billige kroer, værtshuse og dårlige pensioner.

 

Optagelsesprøven i Holland bestod i et stort glas Genever med en ansjos i der skulle skylles hel igennem halsen i et drag.

 

En af Fars Naverbrødre fortalte mig engang de var kommet til Schaumburg Lippe. her kom de i klammeri med nogle stedlige Børster, da de følte sig trængte slog de Far en flaske i Nakken.

 

Han måtte til behandling og lå en Uge i sengen, Fars Naverven ville de skulle videre, det tjente ikke noget formål at blive et sted hvor de ikke var velkommende, det holdt Far med Ham i, men han ville først ned og hilse af på kroen og takke for sidst.

 

De pakkede, gik ned og gennemtævede Bisserne, de var blevet kvit. Far var næsten hele sit liv medlem af det gamle Naverlaug i Danmark og på hans 60 års dag modtog han denne skrå:

 

Det gamle Naverlaug i Danmark.

Flankeret af to lurblæsende Vikinger med to Drager fra Vikingeskibets stævn, som baggrund, indsat Fars årstal 1892 - 1952. og med gotisk skrift.

 

Herved giver Nederlagets styrelse, på Laugets vegne skriftligt til kende for dig vor gamle, trofaste Naverbror Gunner Pedersen at vi på denne din høje Festdag at højagte og prise dig ønskende dig al Livets Lykke endnu i mange År.

 

den 8. december 1952.

 

givet og stadfæstet i København under vor Hånd og det gamle Naverlaug Signet.

 

Underskrevet af Oldermanden Skatmesteren og tre Bisiddere.

 

Far har været et flittigt foreningsmenneske, deltog i baneskydning, hvor han blev sjællandsmester den dag min storebror blev født. Deltog i boksning, gymnastik og ovenstående naverklub, han sang i Herresangkor og havde en virkelig god stemme der her blev skolet, jeg husker i min Barndom når han sang i Mark og Stald, det lød dejligt, især hans yndlingssange blev der lagt Hjerte i, en af dem var af Mogens Lorentzen: der er et Land der dårligt kan bil’ meget mindre. Da han lærte mig at spille Mundharmonika var det Aakjærs: Jens Vejmand.

 

Smukkest, syntes jeg, var dog J.L. Heibergs: Natten er så stille. Den sang han så blidt at man fik tårer i øjnene.

 

 

 

Jeg vil nu lade Far passe sig selvet stykke tid, han var nu gift og havde en stilling som Murerformand, og gå ned for at hente min Moder i År 1900.

 

Den Frygtelige Verdenskrig var slut, men myrderierne var ikke slut, nu var det opgørets time, hadets time, Forrædere skulle skydes nye grænser skulle trækkes og her var Danmark heldig for som følge af Versailles - freden, blev en lykkelig konsekvens at Sønderjylland blev genforenet med Danmark.

 

Kong Christian den tiende, red på en hvid Hest, torsdag den 1. juli over den nye rigsgrænse.

 

Versailles - Freden blev til i Had, især fra Franskmændenes side og pålagde Tyskland så stor en Krigsskadeerstatning, der var ubetalelig i al evighed, og den lagde grunden til en ny og langt frygteligere Verdenskrig ca. 20 år efter, anført af Adolf Hitler.

 

Livet på Lande

 

Et Billede i jævne træk af Livet, ført på Landet!

Ak, tegnet kun med pen og Blæk, hvad kan det blive andet! Den høje Himmel, ren og blå, den sommerklare bue, og Skyerne, de Tordengrå, når Lyn og uvejr at true; den friske Eng i Morgenstund, bestrøet med Duggens Perler, Gulaks i krans om grønne lund, de blomsterhvide snerler, og Nattergalens fløjt fra krat, den kolde kildevove, den store højtidsfulde Nat ud over stille Skove! Naturens hele Trylleri, det tolker ingen Poesi!

 

Kornet støres med sindig flid, hviler blødt og varmt i mulde; bliver Vinteren end strid, gemt den er for Storm og Kulde. Grøn og lys ved lærkesangen, smiler den til os fra Vangen.

 

Det lille Føl så Barnetrygt står ved sin Moders side; det ser på Verden uden frygt med øjne, store, blide.

 

Det kender ej til bånd og tvang, men kun til leg på græsblød Vang. Et Sommerbillede: Himmel blå og Blomstersmukke Enge, den hvide Kirke; Køer, der stå og pynte smukt på Vænge, mens Hyrden sidder glad på sten og fløjter Stær af Pilegren.

Fra den friske Morgenstund Leen gennem Kornet klinger Dagen lang, til Nattens blund Aftenklokken sødt indringer. Høst, du Årets gyldne krone, til din pris skal sangen tone!

 

Ind fra Mark det sidste Læs! Alle er nu fro og glade. Højt sig hæve gyldne Hæs, nær ved Bondens fyldte Lade. Raske Karle, Piger milde, glæd jer nu til Høstens gilde! Marken mistet har sit Guld, endt er Høstens glade Møje; Bonden har sin Lade fuld, atter skal han til at pløje; Furen dyb og ren han drager, fulgt med skrig af sorte Krager.

 

På Kæmpehøjen Drengen står,

 

klart blinker øjets Stjerne; langt flyver tanken fra hans Får, til Heltetider fjerne.

 

I højen hviler Kæmpens Ben; men mindets Rune står på Sten!

 

Ved flæsk og mjød i Odins sal vandt Kæmper kraft og styrke; ej mere vel i Danmarks Dal vi høje Aser at dyrke, men Bonden endnu elsker Sul og Pølser til den glade Jul. På Mark og Vang, i Lade, Lo, fra årle og til silde, der virker Manden stærk og tro; mens Hustruen milde, hun kalder i det stille Hjem de bedste Livets Blomster frem.

 

Dette blev skrevet af en ret ukendt digter J. Johansen. ved århundredskiftet, år 1900. og giver efter min mening et godt billede af datidens holdning, poesi over årets gang.

 

En ting Far bragte med sig fra Reersø, kom os vældigt til gode i Krigsårene hvor der var mørklægning. Det var Mørkningstimen - i ved fra den blå time til det blev helt mørkt, det havde man haft på øen altid, man mente endog det var en skik fra hedensk tid, hvor angsten har spillet en fremtrædende rolle, og det er mørket, der ligger bag den: “Dagen er din, Natten min” sagde Jætten til Bondens kone, i julen når sværmen af gengangere og Jætter nærmer sig Menneskenes Boliger. Det fortæller Sagaerne om, rømmer de det ydre og samler sig inden Døre omkring Arnen. Det gælder om ikke at vove sig udenfor, især ikke ene; det møder man overalt i Dansk Folketro, at være i flok gør tryk. Værgemidlerne er ild, Kors, Stål, derfor samledes man også i Fars tid sig omkring Ilden og fortalte om Mord, historie om Helhesten på tre Ben og med lysende øjne. Naboer kiggede ind og fortalte de havde set Ild over en Gård, så vidste man at den ville brænde på et tidspunkt, nogen varslede Død og ulykke, Døden kom i serier på 3 Døde mente man og gætterierne gik derfor ud på hvem de næste kunne være, forhåbentligt ikke en selv, så i ventetiden var der ikke nogen høj Cigarføring, men det gavnede Præsten der mødte flere op i Kirken.

 

 

 

En af Historierne som man troede på var om Dronning Margrete den første, hun kom engang skibbruden i Land, hun så Herrens ud i forrevent tøj og udmattelse, og boede så ukendt tre Dage hos en Bonde, her levede hun af øens Nationalspise saltede sild lig fra salttønden og ind i den åbne ild for at stege og spistes til Kartofler. Efter at være kommet til kræfter kørte hun hos ham på et Brændelæs der skulle leveres i Kalundborg.

 

På vejen - mens de bedede og Bonden sov skridtede Dronningen et stykke Jord ind og afmærkede det som særeje.

 

Da de kørte videre, lokkede hun Bonden til at køre sit Brænde op på Kongeborgen i stedet for til Byen, Nølende gik han med til det, - men da han kom op på Borgen, fik han at vide, hvem den fremmede Kvinde var, og nu måtte Bonden fra Reersø være Dronningens gæst i tre dage, ligesom hun havde været hans, Dernæst gav hun Reersø, for udvist Gæstfrihed, fri for al tiende og dertil det Jordstykke, hun havde afmærket, som Bedested på deres Købstadsfærd.

 

Begge dele, Draget Enge og tiendefrie kår, har de haft siden, deres gamle ret er stadfæstet af Kristian den første og senere Konger. Intet af hvad Sagnet fortæller er stadfæstet i Dokumenter, men heller intet taler derimod, at Sagnet hviler på Historisk grund, og at det virkelig er den store Dronning, som i sit udstrakte Godsstyre er kommet et lille fattigt Folk til Hjælp.

 

 

Som sagt glemmer jeg aldrig selv de mørketimer, hvor lågen fra Kakkelovnen stod aber og vi så ind i den buldrende rød-hvide Ild, og som gav gloende stjerner i alles øjne, der undertiden var ret store alt efter hvor uhyggelige Historierne var. Mor der var Grundtvigianer og som var glad for det frie Ord, var også en god fortæller, hendes historier var knapt så voldsomme som Fars, vi andre fortalte også om de mærkelige hændelser vi havde været ude for, og den frygtelige Krig vi var midt i, var begge mine Forældre mægtig gode til at billedgøre, her fortalte Far også om sin skolegang, der i høj grad ikke var noget at skrive hjem om,

 

Skolen var utrolig primitiv, de lærte at skrive i en Sandkasse med en pind, når det så var skrevet kom den næste til og strøg sandet med et bræt så det var glat igen. Om sommeren gik de for det meste ikke i skole når der var travlt med roer, høhøst, Kornhøst, Roeoptagning samt når Silden skulle fanges og saltes, resten af tiden gik de kun hver anden Dag’.

 

Far var en mægtig fortæller, synd man ikke har den tradition mere, han havde en god fantasi, han kunne ligge i sengen om aftenen og digte fortællinger om dyr ude i Naturen lige så hurtigt som læste han det op fra en bog, især om Ræven, den ville min lillebror Gunnar helst høre om, han var bange for ræven, og det var naturligvis ikke af ondskab, men Far gjorde Rævehistorierne voldsommere og voldsommere aften efter aften, og min lillebror lå Dødstille hver aften i sin Seng med øjne så store som tekopper af skræk, lillebror havde det på samme måde som dem der er på stoffer kunne ikke undvære denne skræk, han bad selv Far om at høre dem inden han skulle sove. En aften kom jeg ind og så denne rædselsslagne Dreng, og jeg bad Far holde op, støttet af Mor, og jeg kunne godt se Far blev ked af det, men sådan var han, han tænkte ikke følelsesmæssigt så dybt.

 

Min Mor.

 

Lad det være et banalt billede, lad det være et forslidt billede, billedet der giver den optimale følelse af Slægtskab, billedet af den gamle knudrede Eg på den åbne plads i skoven. Det er gammelt med krogede grene og en tyk furet kanneleret Bark, men det er et stærkt Træ med benhårdt Ved, det har groet op gennem fortiden, i nutiden med en sådan kraft at det vil gro langt ind i Fremtiden, det har stået sin prøve i al slags vejr Frost kulde, stegende varme - selv ikke storm og den evige Vind har fået den til at hælde.

 

Det er dit Træ. det er mit Træ. Vort stamtræ.

Dets stærke Rødder bugter sig ned i Fortiden der har givet det næring igennem årtusinder hvor kun de stærkeste, de seje og de klogeste overlevede.

 

Fra dengang vi var Jægerfolk og Nomader, sikkert øje sikker Hånd, og til de første der slog sig ned og fandt det nemmere at overleve når de kunne bo fast i lune Jordhytter i de kolde Vintre, hvor mange Nomader bukkede under, de holdt Husdyr, lærte sig at så og dyrke, avle - bringe til huse, lagre til den kolde tid.

 

De andre jægere kaldte dem Boende, deraf det stolte Navn Bonde. De udviklede sig gennem glæde og sorg, ulykke og glæde.

 

De blev hærget af ufredsmænd, plyndret, slået ihjel i Krige når ufred gik gennem landet og de gjorde deres pligt for Konge og Fædreland, men Træet groede videre op gennem tiden, den evige tid.

 

Og Træet groede videre, der var Grene der blæste af, men hvor de havde vokset groede Barken over og efterlod en Bule på Grenen så du stadig kan se dem.

 

De var der, alle efterlader et spor. De var foregangsmænd. De var foregangskvinder.

De var opfindere, Præster, Ambassadører de hyldede det Frie Ord og bødede undertiden derfor. Men først og fremmest var de Bønder, Stædige, udholdende og slidsomme, arbejdede for en bedre fremtid for deres Børn og fremtiden.

 

De voksede sig stærke, var de første på deres Egn i forsøg, altid med på det nye, bekæmpede de stupide, de vanlige og stillestående, dem der klandrede vor slægt var de misundelige, de sure og tvære, dem der rugede over gamle fordomme og overleveringer og lod stå til.

 

Vor slægt blev kaldt halvgale sære og hovne, men det brød de sig ikke om, de masede videre, så lidt efter lidt blev de unge Bønder opmærksomme og fulgte med.

 

Vor slægt, din og min, var de første der avlede Roer og Cikorieroer oprettede ovne til forarbejdning af cikorie, de opfandt Radsåmaskinen, dobbeltfrømaskinen, flødekernen. De fik Broncemedaille af deres produkter i Paris.

 

De var også de første i åndelig vækst og vækkelse, de ønskede Gud med i deres hverdag. De var ivrige Grundtvigianere var med på Højskoletanken, det frie Ord, de holdt møder i hjemmene, var ivrige i oplysningen, startede foreninger såsom Gymnastik og sport,” en sund sjæl i et sundt legeme”. de gik ind for Have og Markvandringer, hjalp hverandre med viden på disse områder. “lys over Land det er det vi vil” var sloganet. Man enedes om Andelstanken, formentlig den største Kulturrevolution nogen sinde i vort Land. “Hvad udad tabes skal indad vindes”

 

De lod Kvinden komme i centrum, den første spæde start på Kvindefrigørelsen.

 

Det er dit og mit Træ, vi er en del af det, her er en Arv at løfte.

 

Nu er jeg en solid Gren og i mine Børn er Kvistene der har knopperne der springer ud til næste Forår, og det jeg ser, er godt, i har generne i jer, i har vor slægts And og vilje, vi overlever også i den nye tid.

 

Bring dette videre til de nye knopper og i vil se et Træ med en Krone så stor, ude i Fremtiden, at den mødige Vandringsmand og Kvinde kan søge skygge og lindring, for det har også alle dage været vor slægts opgave, at hjælpe andre i nød.

 

På Den Gren jeg vokser på, min Mors, har præget mig i hele mit Liv, hun sagde engang til mig, da jeg var blevet voksen og overmodig, : Regner kommer du ud for et medmenneske der ikke er så begavet som dig, er det din pligt som menneske, at hjælpe glem aldrig det.

 

Min Far der var meget ironisk til tider sagde: det kan du roligt love min Dreng en sådan Person bliver meget svær at finde, om han overhovedet findes.

 

Hans afskedsreplik til mig, da jeg forlod mit hjem efter en vidunderlig Barn og ungdom, var: Min Dreng, Fra nu af og til du kan hæve din Aldersrente, får du en streng tid.

 

Mors råd har jeg efter bedste evne efterlevet, min Fars udtalelse holdt ikke, jeg fik et meget rigt og lykkeligt liv med utrolige mange oplevelser, også fordi jeg fulgte slægten i altid at være åben og vågen overfor det der skete i Verdenen.

 

Vi er nu nået til min Mors oprindelse og slægt, hvilket er ret spændende, for her har vi en slægtsbog at støtte os til. Den gamle slægtsbog udkom for ca. 50 år siden med Johannes Kjærsgård, Kjærsgårdsminde i Bjerager, som primus motor, der blev oprettet et slægtsudvalg, med ham som formand. Den blev redigeret af Thorvald Madsen, Odder.

 

Den nye Slægtsbog blev genudgivet i april 1974. i redigeret form der var overdraget Dansk Slægtshistorie, i Kjellerup, hvilket tog 3 år, desværre med ret mange fejl vedrørende datoer og oplysninger der byggede på vildledende Avisudklip stammende fra mærke og dødsdage, vi ved jo alle at disse lokalaviser ikke giver den for lidt i sådanne situationer, det er altid skrevet “ in honoreum” (til Ære for) Man rejste rundt hos Unge og gamle, dels for at få gl. Billeder, udklip og interview til underbyggelse af rigtigheden, det sande billede af det man skrev om, Bevares intentionerne var gode, men desværre sendte man en interviewer der både var gammel og forkalket og som lå på maven for aristokratiet, hvilket medførte til det evige klassiske at de Personer som altid forstår at sætte sig selv i fokus, skuende ud fra en platform, iført gammel Borgerlighed, og stiv aristokrati, med overbevisende stemme spinde nogle ret gode røverhistorier, oftest for at dække de uheldigheder de selv har begået.

 

 

Men det skal jeg, med nærværende, vide at ændre på, mine søskende og jeg stod midt i det hele, vi har sammen en god hukommelse,” vi så det ske.” Selv har jeg livet igennem, med mellemrum, nedskrevet notater til støtte for denne beretning, sammen med Familiearkivet, min Broder Henrik, reddede efter vore Forældres Død.

 

Samtidig har min Lillesøster bidraget med helt uerstattelige billeder, fra to tidligere slægtled, og da hun er en efternøler, gik hun sammen med Mor, der nu var gammel, fik hendes fortrolighed og derved kunne udrede hvad de gamle Billeder fortal te og hvem de var. Her skal det siges, at vi alle fem søskende elskede slægtshistorie og lyttede meget når Familien kom, lyttede til vore forældre, om aftenen eller anden fritid, når de glad og gerne fortalte passager gennem historien, min Lillesøster, Gitte, “stjal” fra hun var ganske lille mange af disse uerstattelige billede, de var fra historier der gjorde stærkt indtryk på hende, Slægten har således meget at takke disse 2 Søskende for.

 

Mine udsagn kan undertiden virke hårde, det er dog ikke min hensigt, jeg ønsker kun Slægtens historie i det rette perspektiv og hvad er mere vigtigt end Sandheden når Efterkommere ude i fremtiden ønsker at identificere sig selv, måske ned gennem tiden at søge tilbage for at se hvem vi var, hvad vore gener består af, for netop derved at forstå sig selv og derved få den balance man måske søger.

 

Begge mine søskende er enige heri.

 

Derimod er jeg enige med Slægtshistorikkerne i, at man må søge at sætte sig ind i de forhold vor slægt levede under, netop på det tidspunkt de var til og øvede deres livsopgave, tit under stor dramatik, der undertiden var ret voldsom og under andre hårdere love end vi ser dem i dag. Der var tider med enevælde, Herremandsvælde der havde hånds og halsret over denne ulykkelige almue. Jeg vil derfor kort gennemgå historien i samme tidsrum hvori vor slægt levede.

 

Ar 1620 slog en Mand sig ned i Bjerager, Hads Herred, som den første, ingen ved hvor han kom fra, men han var den første man kan nå ned til i vor Slægt.

 

Han byggede den ældste og interessanteste Slægtsgård “Kjærsgaardsminde”i Bjerager, Bjerager med den fede muld der gav rige afgrøder og gjorde ham til en velstående Mand, der steg Slægtled efter Slægtled.

 

Historien taler sit stærke sprog i Hads Herred.

 

Oldtid og middelalder træder os lyslevende i møde fra de mange udgravninger.

 

De mange Herregårde, som har haft fæstegods i Herredet, giver rigeligt stof til dyrkning af hjemstavnskultur.

 

De rige Blicher-minder i Randlev Præstegård er stadig genstand for granskning.

 

Fæstegårde er for længst blevet selvejergårde, og mange af dem Slægtsgårde, der endnu ejes af de samme Slægter, der i det 17. og 18. århundrede besad gårdene som fæstere.

 

En gren af Kjærsgårds slægt udgår vi fra, og selvom det måske lyder trættende for jer, må man ved læsning af en slægtsbog, gøre sig uhyre mage for at danne sig et indtryk af, hvordan de mennesker, der er omtalt, levede, man må sætte sig ind i hvorfor, at de netop levede sådan.

 

Årsagerne kan være bl.a. den politiske og økonomiske situation i Landet, ligeledes hvordan samfundsforholdende var.

 

Jeg skal derfor videregive en kort redegørelse for den politiske og økonomiske situation her i Landet samt forholdende fra ca. 1700 til ca. 1900, da det netop er den periode, størstedelen af vore anerne levede.

 

Omkring 1650 begynder en langvarig nedgangsperiode i Danmarks økonomiske udvikling, der med visse afbrydelser, således under den store Nordiske Krig, varer til ca. 1730. Tilbagegangen er af international karakter, og skyldes misforholdet mellem ædelmetalproduktionen og vareproduktionen.

 

I Danmark rammes Hovederhvervet, landbruget, særlig hårdt.

 

En af hovedårsagerne hertil er, at Hollændernes kornopkøb i østersølandende tager af, fordi England begynder at eksportere Korn og på grund af sin nærmere beliggenhed ved Holland og Hollænderne har gode kort på hånden i konkurrencen med østersølandende.

 

Nedgangen ytrer sig i tilbagegang i Bøndernes kår, ejendomspriserne falder meget stærkt.

 

Når det berettes, at bygningen af det første Christiansborg i 1730- kostede lige så meget som værdien af alt jord på Sjælland, er det både et udtryk for Slottes kostbarhed og for usædvanligt lave ejendomspriser, de laveste, vi nogensinde har haft.

 

For Byerhvervene kommer depressionen langsommere. Bortset fra Svenskekrigene var forholdende i visse perioder af tiden 1650- 1720 ganske tålelige. Denne periode er for Byernes vedkommende præget af usædvanligt Regeringsinitiativ, selvom resultaterne ikke ganske svarede anstrengelserne. Det er merkantilisme (økonomisk lære, der særlig vil ophjælpe Handel og industri) der nu bemægtigede sig de Danske Regeringskredse fuldstændigt. Ligesom under Kristian den fjerde forsøger man at oparbejde en hjemlig industri på næsten alle områder, men med et kummerligt resultat. Forståelsen af, at det, man først og fremmest savnede, var dygtige Arbejdere, førte til indkaldelse af Fremmed arbejdskraft. Man veg end ikke tilbage for at give begrænset religionsfrihed, hvad man i tidligere tid på ingen måde kunne tænke sig. Således fik både Franske huguenotter, jøder og katolikker lov til at tage bopæl i den ny anlagte by Fredericia og også for jøders og huguenotters vedkommende til en vis grad i København.

 

Den store Nordiske Krig bragte staten i vanskeligheder, som man søgte at afhjælpe ved at udstede papirpenge for første gang i Danmarks historie. Skønt staten havde lovet at indløse dem efter Krigen, faldt de stærkt i kurs. Imidlertid, da Krigen var forbi, begyndte regeringen planmæssigt at indfri dem med Sølv med det resultat, at Landet bragtes ud i en deflationsperiode med faldende priser og dyr kredit på et tidspunkt, hvor erhvervslivet i højeste grad trængte til billige penge. Med andre ord, Statens hæderlighed bragte Borgerne ekstra vanskeligheder at overvinde. I det hele taget blev tyverne en svær tid at komme igennem. I 1728 ramtes København af en ildebrandskatastrofe, der lagde 2 femtedele af byen i aske. Man kendte på det tidspunkt ikke til brandforsikring i København, og følgerne blev derfor forfærdelige, så meget mere, som de folk, der havde penge, havde anbragt dem i pantebreve i fast ejendom, så de mistede store summer ved branden. Regeringen måtte gribe ind, og et varigt resultat heraf skabtes ved oprettelse af Københavns Brandforsikring i 1731.

 

Denne trange periode fra 1650 - 1730 mundede ud i den rene elendighed. to ting havde man dog vundet i dette tidsrum, man var blevet uafhængig af Hollænderne, og man havde i København fået en betydelig Handelsby, der - ganske vist i kraft af privilegier var i stand til at opretholde en oversøisk handel til Landets forsyning.

 

Kristian den sjettes regering er i økonomisk henseende meget betydningsfuld. Da er det, som om regeringen begynder at få krammet på den økonomiske politik.

 

Godsejerne var meget utilfredse med, at Bønderne kunne opsige deres fæste og forlade det Gods, de boede på. De søgte at interessere Regeringen for deres vanskeligheder, og i 1733 udstedtes forordning om Stavnsbåndet, der forbød Bønder at forlade deres fødegods uden Godsejerens tilladelse. Formelt begrundedes forordningen med nødvendigheden af at have mandskab til rådighed for den nyoprettede landmilits, men det var ikke noget argument, der vejede tungt. Nu opnåede Godsejerne, at de al tid kunne få fæstere til deres bøndergårde og således være sikre på en konstant inkassering af landgilde og andre afgifter. en anden vigtig regeringsbeslutning var forordningen af 1735 om Kornhandelen, der stort set fastslog, at Danmark fremtidig skulle have monopol på afsætning af Korn i det søndenfjelske Norge. Man fristes til at tro, at denne forordning har været medvirkende til, at kornpriserne fra dette år begyndte at stige, først meget beskedent, men støt, og efterhånden temmelig stærkt.

 

Den stigning i kornpriserne, som var begyndt omkring 1735, viste sig holdbar. Ar for Ar steg kornpriserne støt, så det efterhånden blev en god forretning at eje Jord. Derimod blev fæsternes kår snarere værre. De havde ikke synderligt korn til salg ud over deres eget forbrug, og de udnyttedes i stigende grad til hoveri, således at de ofte måtte holde langt flere tjenestefolk og Heste, end ejendommen kunne bære, for at yde det tilstrækkelige hoveri og samtidig passe gårdens egen drift.

 

Grunden til, at de udnyttedes så stærkt til hoveri, lå i de stigende ejendomspriser. Godserne handledes ofte, og for at forrente store summer, der efterhånden anbragtes i dem, var de nye ejere fristet til at udnytte deres bønder til den yderste grænse. På den anden side indså forstandige Godsejere også det urimelige i, at den klasse af befolkningen, der arbejdede i det økonomisk vigtigste erhverv, udnyttedes på den måde. De var klar over, at en forbedring af bøndernes kår ville komme hele samfundet til gode. I disse betragtninger var de påvirkede af fysiokraternes tanker om Bondefrigørelse.

 

Det første og måske det økonomisk vigtigste skridt i retning af forbedring af bøndernes kår blev gjort allerede under det gamle regime, i Guldbergtiden. I 1781 udkom forordningen om fællesskabets ophævelse. Herefter skulle landsbyfælledsskabet ophøre, såfremt en at lodsejerne ønskede det, dvs. at han skulle have sin mark udskilt af landsbysamfundet og samlet på et sted, medens agrene hidtil havde været spredt i snesevis over vangene. Resultatet af denne bestemmelse blev en storstilet udskiftning af jorden, der af praktiske grunde i regelen fulgtes af en udflytning, idet ikke alle bønderne med fordel kunne blive boende på de gamle steder, hvis jorden skulle samles i enkelte lodder til hver mand.

 

Det blev dog først efter regeringsskiftet i 1784, der kom gang i reformpolitikken på alle områder. I det år overtog kronprins Frederik regeringen fra sin sindssyge Far.

 

Det gamle statsråd blev afskediget og et nyt udnævnt, hvori bl.a. A.P. Bernstorff og Christian Ditlev Reventlow fik sæde. En landbokommision blev nedsat og en række reformer udkom, således stavnsbåndets ophævelse, om hoveriets afløsning, om statsstøtte til de bønder, der ville overtage deres gårde til selveje Osv. I tiden indtil 1807 regner man med, at 2/3 af fæstebønderne var blevet selvejere. Dermed gik bevægelsen i stå på grund af de vanskelige økonomiske kår, som Krigen med England 1801-1814 skabte. Reformpolitiktiken kom også handelen med landbrugsprodukter til gode.

 

I 1788 omtrent samtidig med stavnsbåndets ophævelse frigaves handelen med korn og kvæg. Kornhandelen havde siden 1735 været henvist til at søge afsætning på det Norske marked, hvilket oprindeligt havde været en fordel, men nu føltes som en hæmning, efter der var dukket nye favorable markeder op, særlig i England. Kvæghandelen havde i det store og hele været bundet af de gamle bestemmelser fra omkring år 1500, hvorefter det var forbudt at fodre Økserne. Disse bånd forsvandt nu, hvilket gav et kolossalt opsving med studehandel.

 

Disse bestræbelser for at indføre økonomisk frihed i modsætning til det hidtil virkende merkantile tvangssystem viste sig på en række områder også uden for Landbruget. Således frigaves handelen på Island og Finmarken nu for alle indbyggere i monarkiet. I 1793 omordnedes kreditoplagsretten således, at enhver sø handelsby i Danmark for fremtiden fik adgang til at have kredit - og transitoplag med den tilføjelse, at man ikke længere for at skulle få den ret skulle hjemføre sine varer fra første hånd, altså fra produktionsstedet, men at man måtte tage dem, hvor man fandt for godt. Det er denne bestemmelse, der lægger til grunden til provinsbyernes retslige ligestilling med København, og som derved danner et af Grundlagene for provinsbyernes storhedstid i perioden efter 1814.

 

 

 

 

 

Tidligere havde det været umuligt for den enkelte mindre Provinsby at del tage i den udenrigske handel, fordi man var tvungen til at hente varerne på første hånd. Nu derimod kunne man altså blot sende et skib til Hamborg f.eks. og der laste det med en række forskellige udenrigske varer, som man havde en chance for at komme af med igen inden for rimelig tid.

 

Kronen på hele denne frigørelse af det økonomiske liver toldforordningen af 1797. Det er ikke nogen egentlig frihandelslov, men den er først og fremmest ikke merkantilsk. Der fastsættes nu ensartede og ret lave toldafgifter for indførelse af råstoffer og næringsmidler, medens der bevaredes en moderat beskyttelse, indtil 24 %, på færdige industrivarer. Store mængder af gamle ind - og udførselsforbud forsvinder ved denne lejlighed. Til udstedelse af denne i udlandet meget beundrede toldordning er A.P. Bernstorffs navn uløselig knyttet.

 

 

Bestemmelsen i 1792 om forbud mod Negerhandel er ikke dikteret af økonomiske, men af humane grunde. Slaveriet på de vestindiske øer ophævedes ikke, men det blev fremtidig forbudt at tilføre Slaver. Derved steg priserne på Slaverne, hvilket igen medførte en bedre behandling, end man tidligere havde givet dem.

 

Under Krigen med England, ja allerede fra 1805, havde en væsentlig del af den relative store Hær været under våben og stået opstillet ved Holstens sydgrænse, ligesom hele Landet var sat i Forsvarsberedskab. Krigen kostede således daglige store summer, og dens finansiering var derfor et afgørende problem, der i høj grad vanskeliggjordes ved, at statens almindelige indtægtskilder truede med at tørre helt ud. Storhandelens sammenbrud ramte toldindtægterne på det føleligste, ligesom det svigtende erhvervsliv i høj grad gik ud over borgernes almindelige skatteevne. Hertil kom, at statens finansielle status ved krigsudbruddet ikke var den bedste. Man havde undladt at benytte de gode år til at konsolidere finanserne og pengevæsenet. Regeringen greb derfor til det gamle middel. Man lod seddelpressen arbejde, og gennem de offentlige udgifter pumpedes en stadig voksende strøm af dækningsløse sedler ud i erhvervslivet. Følgerne udeblev ikke. Valutaen sank stadig, og priserne steg.

 

I begyndelsen skete udviklingen ret langsomt, men efterhånden foregik den i stærkt stigende tempo. I 1809 havde kurantsedlen kun 1/3 af sin værdi, 1810 var den sunket til 1/5 og 1811 til 1/7. Der indtraf så en kortvarig standsning, idet regeringen oprettede et valutakontor til regulering af udenlandske betalinger, men da dette saboteredes fra alle sider og ikke mindst fra statens, brød dets virksomhed sammen, og kursfaldet begyndte igen. Kursfaldet gav anledning til voldsomme valutaspekulationer, idet alle søgte at købe den stabile Hamborgske mønt for derved at bringe sig i sikkerhed, hvilket naturligvis yderligere stimulerede faldet. I 1812 var kurantdaleren kommet ned på 1/14 af sin oprindelige værdi, og man besluttede derfor at søge gennemført en radikal stabilisering af pengevæsenet gennem en nedskrivning. Dette skete ved en forordning af 5. januar 1813, det er denne begivenhed, man kalder Statsbankerotten. Den nedsættende, dette ord har, viser datidens indstilling over for begivenheden. De tilsvarende, overordentlige hyppige hændelser i vor tid har bragt et andet og mere neutralt ord i anvendelse. Nu hedder det blot stabilisering, devaluering eller lignende. Ved samme lejlighed oprettedes en ny statsbank, Rigsbanken.

De første år efter 1814 er fyldt med forhåbninger om at komme i gang igen, og til tider så det virkelig ud, som skulle det lykkes. Der kom et par gode år for landbruget, men snart stod det klart, at bedringen var forbigående.

 

Tilliden til Rigsbanken var kun ringe. Bevidstheden om, at det var staten, der ejede den, og erindringen om dennes tidligere misbrug af seddelpressen gjorde erhvervslivet mistænksomt. Kursen påvirkedes deraf og faldt hurtigt til ca. 5. % Allerede i sommeren 1813 lovede staten derfor, at den ville omdanne banken til privatbank, i håb om, at dette løfte ville berolige stemningen, hvad der også i nogen grad lykkedes, så kursen rettede sig betydeligt.

 

I 1818 oprettedes så Nationalbanken, der overtog Rigsbanken aktiver og passiver, Banken blev en privatbank, der ejedes af aktionærerne. Det var dels folk, der tegnede en ny aktiekapital, dels bankhæftelsesyderne, der således opnåede nogen erstatning for formuekonfiskationen i 1813. Forholdet til staten ordnedes ved en Kongelig bevilling, der skulle gælde i 90 år. Hovedpunktet var, at Nationalbanken skulle have monopol på seddeludstedelsen. Helt uden indflydelse blev staten dog ikke, idet bl.a. en af de fem direktører skulle udnævnes af Kongen.

 

Den politik, banken skulle følge, gik ud på, at sedlerne skulle bringes i pari. Dette kunne nås ved en formindskelse af seddelmængden. Dette gjorde man dels ved at forhindre udlån ved en meget høj diskonto, dels ved at optage store lån, hvorved seddelmængden straks nedbragtes noget, bestræbelserne for at bringe vor valuta

i pari var i og for sig højst prisværdige, men prisen, man måtte betale derfor, var uden tvivl for høj. Inddragningen kunne nemlig kun ske på erhvervslivets bekostning. Når man ikke kan låne, kan man ikke drive handel, og med de rentesatser, som Nationalbanken arbejdede med, og med de midler, som den overhovedet stillede til disposition, kunne kun meget lidt udrettes.

 

Pengemangelen bliver et fremtrædende træk i de følgende hårde års historie. Det er i første række den, der lammer erhvervslivet. For Danmarks Industri betød efterkrigsårene den fuldstændige ruin.

 

Trods mange skuffelser og vanskeligheder havde man fået stablet en ganske anselig fabriksvirksomhed på benene. Det gjaldt således tekstilindustrien. der var uden tvivl lige så mange mennesker beskæftiget ved tekstilfabrikationen i København i slutningen af det 18. århundrede, som der er i dag. Med toldloven af 1797 havde man besluttet at udsætte denne industri for fremmed konkurrence. Den kom ikke straks. Krigen kom nemlig til at virke som en fortsat beskyttelse, så man først nu kunne vente den. Den udeblev da heller ikke, og det slag, den udenlandske konkurrence rettede mod den Danske industri, blev dræbende.

 

De Danske industrivirksomheder, der overlevede disse år, er nemt talte. Intetsteds virkede krisen hårdere end inden for landbruget. Med et slag havde krigen ændret landets økonomiske struktur. Fra at være et erhverv i andet plan var landbruget blevet det man så hen til efter frelse fra økonomisk ruin, efter at storhandelen var brudt sammen. En kort tid syntes det, som om forventningerne skulle gå i opfyldelse, men ulykken kom hurtigt. Det var markederne, som svigtede. Det Danske korn måtte konkurrere på lige fod med alt andet korn på det norske marked, og priserne trykkedes. Samtidig skete der endnu alvorligere ting med det Engelske marked, der var kommet til at betyde meget i slutningen af det 18. århundrede. Ved den Engelske kornlov af 1815 standsede nemlig praktisk talt al udførsel til dette land.

 

Virkningen af denne lov i Danmark var voldsom, en svær krise gik over landbruget, sværere end nogen sinde. Med faldet i kornpriserne fulgte et fald i ejendomspriserne, der gik ned fra ca. 1000 kr. pr. td. hartkorn til ca. 100 kr. Rede penge fandtes ikke blandt landbefolkningen, Og staten måtte overtage mange ejendomme for skatterestancer. Dette medførte til gengæld, at det blev let for unge folk at købe en Gård, helt modsat, hvad der var tilfældet under den sidst landbrugskrise, hvor ejendomspriserne blev holdt kunstigt oppe. Perioden 1818 - 1828 er vel den hårdeste tid, vort Land nogensinde har måttet stå igennem.

 

Med året 1824 nåede kornpriserne bunden, og fra da af gik det stadig og ret jævnt opad. Opgangen varede til herimod 1880, på hvilket tidspunkt kornpriserne var ca. 3 gange så høje som i 1924. selv om kornpriserne på verdensmarkedet nu og da også breder sig til Danmark, bliver det efterhånden - om end i begyndelsen langsomt - virkelig gode tider for det Danske landbrug, og det gamle ord, der siger, at når bønderne har penge, har vi alle penge, kommer omsider til at holde stik inden for byerhvervene. Fra begyndelsen af 30-erne står det alle klart, at kornhandelen er grundstenen i Dansk økonomi, af den er alle afhængige.

 

Det Danske korn blev lagt på kreditoplag i England for at være klart, når priserne steg, og tolden faldt, så eksporten blev lønnende. Kvaliteten af det Danske korn havde tidligere ladet meget tilbage at ønske. En medvirkende faktor hertil havde vel været, at det Danske korn havde indtaget en monopolstilling på det Norske marked. Nordmændene i det sønden f jelske Norge skulle købe korn i Danmark, og bevidstheden herom bevirkede, at man ikke følte særlig trang til at kæle for kvaliteten, hvad der med rette havde givet anledning til megen bitterhed fra Norsk side. Da vort korn pludselig blev vor vigtigste vare og skulle gøre sig gældende på Verdensmarkedet, lod det meget tilbage at ønske.

 

Det fremkom fugtigt, urenset og placeredes derfor lavt på noteringen. Tyske købmænd, navnlig i Kiel, begyndte ligefrem at købe Dansk korn med det formål at forædle det. Denne tanke toges op af Hans Puggaard, der selv rejste rundt og foretog sine opkøb medbringende sin indforskrevne rensemaskine. Metoden vandt indpas, og i løbet af 20-erne gjordes der en stor indsats fra købmændenes side for at oparbejde en kvalitetsvare, hvilket omsider kronedes med held.

 

Bønderne solgte deres korn til købmændene i provinsbyen. Oprindelig foregik det i løbende regning, dvs. Bønderne modtog varer for kornet til en pris, der fastsattes af købmanden. Den var måske ikke videre høj, men til gengæld var de sikre på to ting, nemlig at de altid kunne komme af med kornet og altid opnå varekredit, når det kneb. Efterhånden, navnlig omkring 1840, begyndte bønderne dog at få interesse for noteringerne på Verdensmarkedet. Da regeringen samtidig bryder byernes kornhandelsmonopol ved at tillade enhver at opkøbe korn til videre forhandling, kommer købmændene ud for konkurrence, der medvirker, at bønderne kommer til at stå stærkere. Det benytter de til at kræve Verdensmarkedets pris for deres korn. Med kornhandelens opsving bliver provinskøbmanden en central skikkelse i det Danske erhvervsliv. Herom vidner de store gamle Købmandsgårde i vore provinsbyer. De ligger ofte mellem hovedgaden og Havnen. I forbygningen er butikken. Gennem en port kommer man ind på den store gårdsplads. Her holdt bønderne ind, når de kom til byen med deres varer. Staldplads og hestefoder var købmandens service tilligemed en bid mad og en dram. Gårdens andre længer optoges af kornmagasiner og andre pakhuse, Ofte fandtes der også et brændevinsbrænderi installeret.

 

På havnepladsen fandtes kul - tømmerplads. Det er de store blandede købmandsforretningers storhedstid, således som vi f.eks. kender dem fra Goldschmidts novelle” ”fra min Onkels Tømmerplads”. Provinskøbmændenes forretning var meget sammensat. Kornet var hovedvaren. Efter tørring og rensning udskibedes det til England. Transporten foregik i regelen på købmændenes egne småskibe. Fra England hjemførtes efterhånden både industrivarer og kul, ligesom skibene lejlighedsvis bragte en ladning tømmer fra Norge. Dette gav anledning til en omfattende detailhandel. I butikken forhandledes manufaktur, kolonial og isenkram.

 

Fra pladsen solgtes tømmer kul og støbegods. Kundekredsen udgjordes først og fremmest af bønderne, men selvfølgelig også af byens indbyggere og landhåndværkere.

 

Prisudviklingen er stadig gunstig gennem 30-erne, og bønderne begynder at forvinde de dårlige tider, deres forbrug stiger, og omsætningen fremmes. Stadig virker den Engelske kornlov og hæmmer markedet, den ophæves først i 1846, og først dermed springer kornhandelen ud i fuldeste flor.

 

Tiåret fra midten af 40-erne til midten af 50-erne er provinsbyernes store blomstringstid. Provinsbyernes fremgang understreges af en stærk vækst i befolkningstallet, medens København samtidig stagnerer på dette punkt. På mange måder viser provinsbyerne deres virketrang, I året 1837 får Århus en filial af Nationalbanken.

 

Det ville Odense også have, og da den ikke fik det, tog dens handelsstand i 1846 initiativet til grundlæggelse af Danmarks første Private Bank i moderne forstand, Fyns Diskonto Kasse. Det er også i Odense, det første gasværk grundlægges, adskillige år før København fik sit. Der strømmer en frisk bølge af foretagsomhed over provinsbyerne, 1854 - 1857 grundlægges i alt 13 Provinsbanker, de fleste i Jylland. Efter ophævelsen af korntolden i England 1846 syntes fremtiden sikret for det Danske landbrug. Der var skaffet et sikkert afsætningsmarked til priser, der foreløbigt viste sig favorable. Arene fra 1846 til ca. 1880 er måske de bedste, det Danske Landbrug har haft.

 

Ejendommene, der er et godt udtryk for rentabilitet, steg bestandigt i disse år. Hertil kom, at det Danske landbrug ikke kendte til import af råstoffer, hvis eventuelle prisstigninger kunne true med at berøve bøndernes fortjeneste. De tekniske fremskridt var gennemgående kun få.

 

Det vigtigste var, at man begyndte at dræne de sure Jorder. Derimod anvendte man fremdeles kun staldgødning, der på grund af kornavlens overvægt var ret sparsom. Resultatet udeblev heller ikke. Mod periodens afslutning begynder resultaterne af rovdriften at melde sig i form af nedsat afgrøde. Men foreløbig var der ingen grund til bekymring. Der foregik blandt bønderne en storstilet opsparing, men midlerne anbragtes gennemgående forsigtigt i sparekasserne.

 

Denførsteoprettedes1810påHolsteinborgvedGrevensforanstaltning og som en filantropisk institution. Hidtil havde bønderne ikke haft noget sted de kunne gå hen med deres sparemidler. I fæsteperioden kunne de ikke yde hinanden sikkerhed i jord. Det var derfor mest blevet til, at de satte deres værdier i sølvtøj, som det fra gammel tid havde været skik. Sparekassen i Holsteinborg fik mange efterfølgere, og efterhånden blev det bønderne selv, der fik ledelsen. De midler, der opsparedes, blev af stor værdi, da de dårlige tider satte ind.

 

Det var så den historiske oversigt, jeg vil nu påbegynde beskrivelsen af min Moders oprindelse, der naturligvis også er din og min.

 

Vor gren udgår fra Kjærsgårdsslægten der kan føres tilbage til Ar

1620, der fødtes en Mand af slægten, der først bosatte sig i Bjerager.

 

Hvor han er født kan ingen sige noget om, hvor forældrene kom fra ved ingen, det var urolige tider med Pest krig og plyndringer, men

 

 

her i Bjerager fandt de fred, jorden var god og drev det med tiden til, at det blev velhavende Mennesker og derved lagde grunden til den solide, stræbsomme og oplyste slægt vi tilhører.

 

Thorvald Madsen skildre, i det følgende Hads Herred:

 

”Hads Herred er betegnet som en “fed mundfuld” af Danmarks jord, et Kornland som få steder i vort rige. Stærkt og kraftigt bølger Kornet over det bakkeformede Land, rige afgrøder, der fylder godt i laderne, giver velnærede kreaturer i staldene…

 

Men foruden denne frodighed hører Herredet til en af øst Jyllands smukkeste egne, der karakteristisk ved sin smilende ynde og djærve kraft.

 

Her er skønt med bakker bløde, med engdrag og bakkevæld og rige vænges grøde; med sus og sang i Bøgelund. Og klokkeklang ved aftenstund.

 

Sådan har en af Hads Herreds Præster sunget så rammende om sin egns landskabelig skønhed. vidunderligt er det at stå på en af syd Hadsherreds mange bakker og stirre ud over land og hav, over skov og vange, over hvilke lys og Skygge jager hinanden milevidt.

 

Men den fede muld har også sat sit præg i åndelig henseende på Herredets befolkning. Den almindelige velstand har præget den ret stærkt i materialistisk henseende. Men netop denne materialisme medførte, at adskillige måtte se videre ud. Der skabtes i 1860- rene og 70-erne gennem Otto Møller og Anton Kirkebyes forkyndelse en stærk åndelig bevægelse, der havde sit udspring i Gylling; Odder; Beder og Bering, samt fra Dr. Nørregårds Højskole i Testrup. Det var en levende åndskraft, der satte hårdt mod hårdt over for Bjørnbaks materialisme.

 

Også historien taler sit stærke sprog i Hads Herred. Oldtid og middelalder træder os lyslevende i møde fra de mange udgravninger.

 

De mange Herregårde, som har haft fæstegods i Herredet, giver rigeligt stof til hjemstavnskultur. De rige Blicher-minder i Randlev Præstegård er stadig genstand for granskning. Fæstegårdene er for længst blevet selvejergårde, og mange af de gamle slægtsgårde, der endnu ejes af samme slægter, der engang i det 18. og 17. århundreder besad gårdene som fæstere.

 

Til en af de ældste og interessanteste slægtsgårde i Hads Herred hører “Kjærgaardsminde” i Bjerager, om hvilken der i det følgende skal fortælles. En stor og meget omfattende slægt er udgået fra denne gård, og som for det meste har bosat sig i Hads Herred. Men foruden slægtens størrelse tæller den mange dygtigheder, og især på Landbrugets område har den afgivet adskillige udmærkede foregangsmænd og Kvinder.

 

Min tip Oldefar Rasmus Rasmussen Kjærsgaard, blev født 1757 i Bjerager og døde d. 10. januar 1837. samme sted, han blev næsten 80 år gammel.

 

Han blev døbt d. 27. marts 1757, båret til dåben af Faderens søster Karen i Kjærsgaard i Hundslund, Faddere var: Farbroderen Stephen Rasmussen Kjærsgaard i Bjerager; Morbroderen Niels Thomsen, Niels Hansen, Søren Thuesen og Jens Frandsen.

 

Rasmus Rasmussen Kiersgaard blev gift d.3. august i Bjerager med Anne Rasmusdatter, der blev født 1766 i Bjerager og døde d. 16. februar 1807 samme sted; hun blev begravet d. 24. februar, 41 år Gammel.

 

Hun blev døbt d. 25. marts 1766, båret til dåben af Wilhelm Hillerfelts hustru af Bjerager; Fadderne var: Morbroderen Mikkel Christensen, Niels Hansen Anders Smed, Eskild Nielsen og Rasmus Lauritsen.

 

Efter hendes død blev Rasmus Rasmussen Kiersgaard gift igen d. 10. december i Bjerager med enken Johanne Nielsdatter; der blev født ca. 1766 og døde d. 29. januar i Bjerager, og begravet d.6. februar 53 år gammel. Man ser alle tre døde januar februar, det har nok knebet at komme igennem vinteren! dengang, med fugt og uisolerede huse; samt bilæggerovne der ikke gav alverdens varme.

 

 

 

Men videre; Tip Oldefar sad som indsidder eller bestyrer af slægtens gamle gård i Bjerager fra giftermålet 1795 til 1801, da han d. 11. juni 1801, for 1000 Rigsdaler, fik skøde på gården af Sophie Elisabeth Cathrine Brinch Seidelin, salige gehejmeråd og Justitiarius Stephan Hofgaard Cordtsens Enke.

 

Han fik dog ikke Gården til rådighed, i skiftet efter Anne Rasmusdatter, der afholdtes d. 17. marts 1807 og sluttede d. 6. december 1808, oplyses det i at hun foruden Ægtemanden efterlod sig Børnene:

 

Rasmus Rasmussen; 12 år, Jens Rasmussen, 8 år Johanne Rasmusdatter, 10 år og lille Ane Rasmusdatter på 5 år der blev min tipoldemor tilsynsværge var børnenes Morbroder Niels Rasmussen af Bjerager.

Ægteparret ejede kun lidt indbo samt 1 Ko og 2 Får, i alt vurderet for 129 Rigsdaler O Mark 4 Skilling. Rasmus Rasmussen Kiersgaard var ejer af gårde efter skøde pr. 11.juni 1801, Gården var vurderet for 2129 Rigsdaler O Mark og 4 skilling.

 

Der skyldtes til 2 Mænd henholdsvis 400 og 100 Rigsdaler, så til deling mellem arvingerne blev 1629 Rigsdaler og 4 skilling. Rasmus fik 814 rigsdaler. 3 mark 2 skilling; hver af sønnerne 271 rdlr. 3 mark 2/3 skilling, til hver af døtrene 135 rdlr. 4 mark 8 1/3 skilling.

 

Det fremgår heraf, at Rasmus ikke var ejer af gårdens besætning j hans gamle Mor må have ejet resten af besætningen samt en del nødvendig indbo, først i 1808 overlod hun ham gården til fri rådighed.

 

Der var uro i landbokredse på den tid, da Rasmus blev Mand i gården. Stavnsbåndets løsning i 1788 gav bønderne friere kår at arbejde under og gav dem adgang til at blive selvejere. En ny tid var under opsejling. Også Rasmus var med i det nye, han blev medlem af egnens første landboforening, der i 1811 blev startet af Præsten Niels Blicher i Randlev, der fik det utrolige lange navn ”Det Randlevske

 

Districtsselskab for gavnlig virksomhed”, man sparede ikke på ordene dengang. Rasmus var medlem i den første bestyrelse, hvor man vedtog at fremme oplysning, fædrelandskærlighed og gavnlig virksomhed i enhver landbosag, især udbredelse af kendskab til bedre jordyrkningsmetoder og at dyrke flere af de nyttige sædarter: Vinterhvede, kartofler, tobak.(under 2 Verdenskrig dyrkede Far og mig også tobak, det blev faktisk en succes.) Rapssæd, Valmuefrø, forøget avl af hør, hamp o. s. v. Rasmus var med til at stemme for, at der skulle udsættes præmier for det bedst drevne landbrug i Randlev og Bjerager sogne. Der blev brugt 26 rigsdaler. til indkøb af præmier, der skulle bestå af 2 sølvskeer, hvor der var indgraveret:

 

Hæderstegn for gavnlig virksomhed. “Randlevske Districtsselskab” I her havde man forkortet navnet, da skeen ellers skulle være lang som en arm. Præstens Søn Steen Steensen Blicher var også medlem, han var forpagter af præstegården i Randlev hvor han boede med sin unge kone Erneste i Præstegården, og hvor selskabet i øvrigt holdt møder.

 

Rasmussens første kone Anne, var svagelig og helbredet var dårligt og døde som sagt d. 16. februar 1807 kun 41 år gammel. Hidtil havde gamle Farmor, Ane Thomasdatter, stået som den øverste myndighed i hjemmet, og kræfterne havde slået til, men nu slap hun tøjlerne, netop hvor hun var mest tiltrængt. Ved juletid d.12. december 1807. gik hun på aftægt, og den 22. februar fik Rasmus fuld rådighed over gården og var endelig blevet selvejer af slægtens gamle gård.

 

Nu var det jo ikke sådan dengang, at man betingelsesløst gik på aftægt, nej der blev udfærdiget en aftægtskontrakt og det var sågu’ krasse betingelser gammelmor her forlangte.

 

Den lyder således:

 

Jeg Ane Thomasdatter, nyder årlig af min søn, Rasmus Rasmussen Kiersgaard, til underhold 2 tdr. Rug, 2tdr. Byg, 1 tdr. Malt, 2 skæpper Gryn, et fedt Svin til 9 lispund, 3 fede Gæs, 1. skp. Hørfrø, en forsvarlig Ko, der skal græsse med Gårdens øvrige Køer, og hvis den tager skade eller dør, da skal han skaffe mig en anden.

 

Til Husværelse indrettes forsvarlig og godt 3 Fag hus til beboelse, et fag til brænde, 3. læs tørv hjemkørt og sat i hus, 8. læs Træ, hjemført hugget og sat i hus.

 

 

Jeg, Ane Thomasdatter, udtager alt, hvad jeg selv vil eller behøver til brug i huset, så længe jeg lever, men efter min død skal alt det udtagne, og alt, hvad jeg ejer, tilhøre min Søn. Derimod er han pligtig til at skaffe mig al mulig hjælp og understøttelse i min alderdom, skrøbelighed og sygdomstilfælde, og efter min død besørge mig en anstændig begravelse. Endvidere holder han mig med en Pige med kost og løn, svarer offer og Skat for mig, holder mig med træsko og skaffer mig kørsel til Kirken og gode venner, når jeg agter mig i besøg. Fremdeles forbeholder jeg, Ane Thomasdatter, mig fri adgang til brug af bryggerset med Bagning og brygning og vaskning. Endelig forbeholder jeg mig en liden Hauge, som skal indhegnes, vesten for lade huset såvel som 1/3 af alle de æbler, der avles.

 

Alt det anførte forpligter jeg mig, Rasmus Rasmussen Kiersgaard, til at svare og fuldkommen efterkomme uden der skal blive mindste årsag til klagemål. Bjerager, d. 12. Dec. 1807.

Ane Thomasdatter. Med påholden pen. Rasmus Rasmussen Kiersgaard.

Til Vitterlighed: Erich Sørensen, Sognefoged, Rasmus Olesen, begge af Bjerager.

 

Gamle Ane har sikkert, da svigerdatteren nu var død, styret og ledet arbejdet i hjemmet.

 

Videre skal det nævnes, at Rasmus var rekrutteret i den nyoprettede Kystmilits, der bestod af frivillige folk fra de ved kysterne beliggende sogne.

 

Englænderne var dengang i landet og for hårdt frem mod den Danske skibsfart og truede hist og her med landgang. Kystmilitsen opgave var, at holde øje med fjendens bevægelser ude på søen, og at værne kysten mod fjendtligt angreb, var der fare på færde, skulle der uopholdelig antændes Bål på Bavnen som tegn på, at mandskabet omgående skulle samles, og der skulle sendes bud til Overkommandoen, der havde hovedkvarter i Århus. Kyststrækningen fra Århus til Hou var inddelt i flere distrikter, Rasmus gjorde tjeneste i strækningen fra Saxild til Hou og havde til Befalingsmand forvalteren på Rodstenseje, Hr. Krigsråd H.C. Møller, en fremragende skikkelse på Landbrugets område og en Mand, der havde megen anseelse.

 

Alle de mange begivenheder, der fandt sted i Rasmussens liv, satte sit præg på ham. Han havde jo levet under den tyngende hoveri og under stavnsbåndet, men i hans yngre dage havde han levet med i den frihedsbølge, der gik over Danmark, da hoveriet og stavnsbåndet blev løst, og da markerne blev udskiftede, og gårdene gik over til selveje. Det var revolutionerende tider for den Danske Bondestand. Englænderkrigene gjorde det Danske Folk til et fattigt Folk. Hvad der skete i København 1807, har sognefolkene i Randlev og Bjerager nok fået frisk fra fad, da Præstens Søn, Steen Steensen Blicher kom hjem fra sin deltagelse i Kampen på Københavns Volde.

 

Tidens vanskeligheder på det økonomiske område kom også til at svie hårdt til Rasmus. Han oplevede det store sammenbrud, Statsbankerotten i 1813, der gjorde velhavende folk til stoddere. For landboerne var det måske ikke så slemt. De havde dog føden, og vi var dengang ikke nær så afhængige af udlandet, som det er tilfældet nu. Alt, Hvad der nødvendigvis skulle købes, var urimelig dyrt, og der var kun få til at købe. Handelen gik i stå, hvert hjem lagde så meget så mulig an på selvforsyning. De umådelig fattige tider efter statsbankerotten gjorde, at Rasmus kom til at stå i restancer for skatter og rentebeløb. Men han klarede sig dog ud af vanskelighederne som de fleste af sine byfolk, dog var der mange der måtte gå fra hus og hjem. Kort efter den tunge statsbankerot kom freden med England. Norge gik tabt, en begivenhed som i alt fald Niels Blicher var stærkt

 

 

 

Optaget af.

 

Den 28. april døde gamle Ane Thomasdatter, og hun nåede en for hine tider meget høj alder, 82 1/2 år. Niels Blicher forrettede hendes begravelse, og holdt, hvad der for øvrigt ikke var almindeligt, lig prædiken over hende, ligesom der var tændt lys på alteret, noget der ellers kun var forbeholdt standsfolk, og som ikke enhver havde råd til. Dermed ophørte aftægts kontraktens bestemmelser, og det har jo nok været en lettelse for Rasmus.

 

Den 10. december giftede han sig igen med Enken Johanne Nielsdatter fra Bjerager.

 

Rasmus og hans standsfæller i Bjerager kom rimelig igennem de fattige tider, hvilket kan tilskrives det sammenhold og hjælpsomhed, der var så stærkt de Danske Bønder imellem, og samtidig blev styrket i nationalt sindelag. Der er heller ikke tvivl om, At Rasmus var påvirket af Niels Blicher, hvis tanker om “gavnlig virksomhed, større landbrugsindsigt og oplysning” han fuldt ud delte.

 

Det var store tider for Randlev og Bjerager, da to fremskridtsmænd som Præsten Niels Blicher og sønnen Steen Steensen Blicher virkede og boede i Randlev, denne iver og videbegær der her blev startet af tip, tip Oldefar kan ses efterfølgende i slægten opad i generationerne til i Dag, hvor vi overalt i slægten ser den samme iver og nysgerrigheden for nutiden og fremtiden. Rasmus vågnede lynhurtig op af den sløve middelalderholdning, Stavnsbåndets åg der dræbte alle initiativer med dets åndsformørkede, afstumpede og ufølsomme stillestående liv, et liv i Diktatorisk herremandsvælde, og analfabetisme. Jeg er Rasmus dybt taknemlig, at han så hurtig fandt et nyt livsmål, glæden og læren ved det nye uprøvede, nysgerrigheden ved fremtidens mystik, hans høje moral der kom til at præge hans slægt, en Arv af dimensioner, der nu ligger som et værdifuldt gen i vor slægt.

 

Indtil 1823 vedblev Rasmus at virke på sin Gård, men i dette opgav han at være Mand i Gården og afstod den til fordel for sin Søn, der også hed Rasmus Kjærsgaard og var født d. 21. Maj 1795. Den gamle gik på aftægt i de samme stuer hans Moder havde beboet, hans aftægtskontragt var også stort set som Moderens, blot med den forskel at Rasmus ville have lommepenge, 10 Rigsdaler om året.

 

Der fortælles at de to Far og Søn engang rev nogle Staldlænger ned, en ny Gård skulle bygges op, under huset fandt man en pæl nedrammet med en plade med en gammel ulæselig skrift. Man ville vide, at her skulle være nedgravet noget værdifuldt, men da det kun var en formodning, blev ingen undersøgelse foretaget.

 

Det gamle sagn om, at slægten skulle blive meget velhavende, kom imidlertid til at gå i opfyldelse; Thi ovennævnte Far og Søn skabte en rigdom, der er gået i Arv ned til nuværende slægt. hvad man ser klart af de gamle Skattelister, hvor de står opført efter hine tiders ret store skattebeløb.

 

Gamle Rasmus døde den 10. januar 1836 i den høje alder 80 Ar. Hans Datter Ane Rasmusdatter er født d. 26. september 1802 i Bjerager og døde d. 20. december 1875 i Boulstrup, Bjerager Sogn. Hun blev gift d.4. oktober 1822, med Rasmus Pedersen, der er født d. 10. november 1799, og døde 1868 i Boulstrup.

 

Rasmus Pedersen var en meget dygtig Landmand, der havde øjnene

åbne for alt nyt, der forekom på landvæsenets område.

Fra dette ægtepar nedstammer talrige efterkommere, fra hvilke adskillige personligheder er udgået, og som har præget egnen både på praktisk og åndeligt område, flere af dem har været førende skikkelser.

 

Der var 10 børn i Anes og Rasmus Pedersens ægteskab, 6. sønner og 4. døtre. Om disse søskende er det blevet sagt, at de i deres ungdom gav hinanden det løfte, at ingen ville gifte sig på anden måde, end at de kunne blive gårdfolk, og det løfte blev holdt.

 

Disse 10 søskende var alle helsøskende, men på de 6 brødre var der stor forskel. De 3 ældste var middelstore Mænd, som vel nærmest var, hvad man den gang kaldte “Børnbakkerne”, medens de tre yngste var granvoksne Gardertyper, som hyldede den grundtvigske retning og løste sognebånd til Pastor Otto Møller i Gylling. I det hele taget var de 10 søskende delt i 2 skarpt adskilte lejre, som havde grumme lidt med hinanden at gøre. Men en ting var de fælles om, de var i økonomisk og praktisk henseende rimelig dygtige.

 

Deres Datter Johanne Rasmusdatter, min Oldemor, er født d. 27. januar 1838 i Boulstrup, Bjerager, og døde d.11. juni 1914. i Dyngby, Bjerager Sogn.

 

Den 18. oktober 1859 blev hun gift med min Oldefar Andreas Hansen Hessellund, som fødtes d.8. februar 1818 i Halling som søn af Organist ved Gosmer Kirke, Hans Hessellund og hustru, Jordemoder Kirstine Therkildsdatter, Oldefar døde d. 15. december 1901 i Dyngby, Bjerager sogn.

 

Da Johanne så hvor svært hendes to søstre, Ane i Rørt og Margrethe i Boulstrup, havde det i deres ægteskab, besluttede hun sig til ikke at ville gifte sig.

 

Men hendes beslutning kom ikke til at holde stik. Den unge 21-årige Johanne blev gift med den dobbelte så gamle Andreas, der var enkemand og havde mistet to Hustruer. Hun blev hans tredje Hustru i hans” Indian Summer”, som han fuldt ud udnyttede, de fik nemlig 6. Børn tilsammen der blev opdraget sammen med de 5 børn han havde med sine to første Koner, man kan sige Oldefar ikke har følt trang til søvn hele tiden, men tilbage, Deres Bryllup stod d. 18. oktober 1859. Johanne kom aldrig til at fortryde sit Giftermål med den halvgamle Mand, skønt hun med hensyn til arbejdet havde det strengt nok. Egentlig er det underligt, som det kan gå til her i Verdenen for den Gård i Dyngby, matr.nr.6, som Johanne nu flyttede ind i sammen med Andreas, havde i sin tid tilhørt hendes Oldefars Søster, Maren Kjærsgaard, f. 1750, der fik den med sin anden Mand, Mikkel Simonsen, Datteren Ingeborg Mikkelsdatter, der var gift med Rasmus Nielsen fra Dyngby, arvede gården. Rasmus var en stor ivrig Jæger, der gik på Jagt med St. Steensen Blicher. Rasmus nedlagde i året 1813 den sidste Ulv i Danmark.

 

Samme Rasmus Nielsen og Ingeborg Mikkels datter havde 7 Børn, den yngste af dem, Karen Rasmusdatter, fik fædrenegården, da hun giftede sig med Oldefar Rasmus Hansen Hessellund og blev hans første hustru. Med hende havde han 1. Barn, Kirstine Andreasen Hessellund. Hun blev gift med Hans Hessellund Rasmussen i Boulstrup, en Broder til hendes fars tredje Hustru, altså hendes stedmoder. Oldefars anden Hustru, Maren Pedersdatter, var født d. 29. oktober 1832 i Pedholt, og døde d. 23. juli 1857.

 

Hun var kun 17 Ar, da hun i 1850 blev gifte med den 32-årige Andreas. Med hende havde han 4. Børn. Utroligt! jo ældre han blev des yngre blev hans hustruer, desværre tog han sine fif med sig i Graven.

 

To år efter Oldefars anden Hustrus død blev han gift med Oldemor. Hun var kun 21 år gammel, da hun med kærlighed og omhu tog sig af de 5. små moderløse børn, og selvom hun selv fik 6. Børn, blev der ikke gjort forskel alle børnene imellem. Om deres hjem i Dyngby siger et af børnene, at få har haft så godt et hjem som denne store søskendeflok. Oldefar var i sine yngre dage betroet mange forskellige hverv, men da han senere blev grebet af det Grundtvigske åndsliv trak han sig noget tilbage fra arbejdet udadtil. “Hvad du evner kast af i de nærmeste krav”, disse Bjørnsons ord gjorde han til sine egne og levede herefter sit liv mere for sit hjem og sine Børn, end han før havde gjort.

 

Han havde et mægtig humør, var livlig og fornøjelig at tale med. Han var i det hele taget en skikkelse, der fyldte godt i sit hjem, en Mand, der levede med i tidens åndelige og materielle liv, og han havde en mening om tingene, som mange holdt af at høre. Derfor var der adskillige, der fandt vejen om af Andreas, når det gjaldt om råd og vejledning.

 

For en del Grundtvigianerne i Hads Herred, for hvem det kristelige livssyn var hovedsagen, frem for det folkelige og politiske, var Otto Møller i Gylling den ledende personlighed. Som ung mand havde denne fremragende forkynder holdt mange møder rundt om i Herredet, til dels sammen med vennen, Kapellan Kirkeby i Odder, og derved fremkaldt en åndelig vækkelse af stort omfang, så en mængde sognebåndsløsere fra alle de omkringliggende sogne samledes om hans forkyndelse i Gylling Kirke der i disse år var egnens åndelige centrum.

 

Oldefar Andreas og Oldemor Johanne var også sognebåndsløsere til Otto Møller, så længe de levede. Mange, der ikke havde noget at køre med, fik plads i vognen, når der kørtes til møder eller Gudstjeneste i Gylling. Der var dengang en meget stor kirkefærd hver søndag noget man ikke ret mange steder så mage til, dog i mange Kirker Landet over, mest hvor der var en arrig præst, mødte en del frem i modsat fald udsatte de sig for verbale skideballer, for deres udeblivelse, fra prædikestolen når de mødte næste gang, og hvad, de kunne lige så godt sove til middag i Kirken som hjemme, men i Gylling var der en forunderlig grødetid, den åndelige vækkelse gav sig udslag på mange måder. Hjemmene fyltes med sang, og kom man sammen en aften, var der altid en eller anden der havde noget på hjertet. ( Sådan var det også på min tid i Barn og ungdommen, men det er forbi nu desværre, jeg kan love man bliver mere glad og åben end det er tilfældet i Dag, nu glor man fjernsynet, der har berøvet medmenneskeligheden og sammenholdet.)

 

I Oldes hjem blev der dagligt holdt morgenandagt for hele husstanden, og flere har sagt, at denne stille morgentime var den bedste indledning til Dagens Arbejde.

 

Foruden at være Kirkeligt indstillet havde Olde også stærke Politiske interesser. Han var ikke provisoriernes Mand (midlertidig forbigående tilstand) så når Herredsfoged Hanke med sine Gendarmer kom for at pante for skat, ja så var Andreas Hessellund altid rede til at betale; ganske vist brummede han fælt og lod herreds fogeden høre hans utilfredshed, men han betalte fordi loven krævede det og lov er lov. Man kan sige han var forud sin tid, gik som Landmand efter nye linjer, og da folk i Dyngby havde stor respekt for ham, fulgte mange ham.

Han var en af de første til Roeavl, sammen med sine fremmelige svogre, foreskrev de roe frø fra Irland og begyndte Roe avl i Danmark til Kreaturfoder, han havde et for tiden stort svinehold. Da han var 66. år gammel, byggede han sammen med sin søn og svoger, Hans Hessellund Rasmussen, et Mejeri i Boulstrup 1884. Mejeriet gik senere over til at blive andelsmejeri og var det første i Hads Herred.

 

Om sin Moder skriver den yngste søn:

 

“Hun var en intelligent Kvinde, der læste meget både ældre og nyere Litteratur. Hun kunne fuldt ud dele Fars interesser og følge med i dem. Det mest fremtrædende træk hos hende var mildhed og godhed.”

 

Hun tålte ikke, at nogen led ondt, hverken på den ene eller den anden måde, hun skulle snart være der med råd og dåd, og begge gav de af et godt hjerte og et glad sind. Johanne var i den henseende en ægte Kjærsgaard, for netop det milde, gode og gavmilde, var fremtrædende træk i den slægt.

 

I ægteskabet var der altså tre hold Børn, der levede godt sammen og blev opdraget af forældrenes mildhed og kærlighed, og der blev, som før nævnt, ikke gjort forskel på nogen af dem. Så godt som alle, var disse børn særprægede naturer, de blev meget begavede, og de fik betydning i de egne, hvor de bosatte sig. Også Børnebørnene slægtede de gamle på. Ejendommeligt for børnene er, at de næsten alle havde kunstneriske tilbøjeligheder eller havde sans for kunst, de kunne alle tegne, flere fik musiske evner. Oldefars søn af andet ægteskab med Maren Peders datter, hed Hans Hessellund og var kunstmaler og inspektør ved Teknisk skole i Ringsted.

 

Danmark havde i ham en stor kunstner, i det man kalder guldalderen, Billederne er af stort format og kan ikke købes af alle og enhver, for nylig blev der solgt et af Auktionshuset Brun Rasmussen i København, til kr.42000,OO. Jeg har et foto af det som kommer med i denne bog. Han var både portræt og Landskabsmaler, og så vidt man kan skønne er ikke mange billeder samlet hos Familien, (min Kone og jeg har dog 2.) Der hænger en del billeder af ham på Statens Museum for Kunst i København. Man bliver enormt betaget af hans Billeders dybde og renhed, Farvernes skønhed og skarphed. Desværre findes der ikke så mange arbejder af ham idet han fik en lammelse i den ene side, som gjorde det umuligt for ham, denne evnerige kunstner, at arbejde videre.

 

Hans levende fremstilling af lys og skygge gik ligesom igen i hans eget liv.

 

Min Moder fortalte at han malede mange billeder til familien han forærede som gaver ved festlige og familiære højtidelige sammenkomster, men de var alle usignerede, det lå i luften, at ingen skulle slå mønt på hans gavmildhed, de skulle hænge på væggene hos hvem de blev foræret til, så hans kunst, der var så dyr, skulle hænge til glæde for familien og til højnelse af kunstforståelsen.

 

Mor fortalte også at han, efter lammelsen, og psyken blev lidt bedre, begyndte han at træne sig i at male med venstre hånd, hvilket efterhånden lykkedes, men det blev naturligvis ikke som før, men blev en måde at holde sig i gang på.

 

Han blev gift i en alder af 48 år d. 15. november 1903. med den 22 årige Dagmar Nielsen, de fik et barn Villum Hessellund, der blev elektroingeniør, han havde ingen efterfølger. Hans Hessellund døde efter 4 års ægteskab og døde d.31. juli 1907, kun 52. år gammel.

 

Da slægten er så kolossal stor og børnerig, ville denne beretning blive uoverkommelig stor, hvis man skal helt ud på de yderste kviste på stamtræet, derfor er jeg nød til at holde mig strengt til den gren vi tilhører på stammen, jeg er altså en slags gartner, der inden træet springer ud beskære det, men jeg lover til gengæld, at alt kommer med og historien bliver bred nok endda. Dog, jeg må her gøre en undtagelse med min Oldefars broder, der som nævnt byggede det første mejeri, sammen med sin søn og svoger. Denne svoger, Hans Hessellund Rasmussen, der blev gift med Oldefars eneste barn af første ægteskab, Kirstine Andreasen Hessellund. Hans Hessellund Rasmussen var broder til min oldemor Johanne Rasmusdatter, hun blev således, som før nævnt, stedmoder til sin broders hustru, samtidig med at hun blev en slags svigermoder, til sin egen broder, er du forvirret?

 

Han blev født d. 26. februar i Boulstrup, og døde d. 29. august 1921 i Vejby ved Brodal. Kirstine blev født d.30. oktober 1845 i Dyngby, og døde d.12. juli 1903 i Boulstrup.· Deres Hjem i Boulstrup var et dejligt sted for de unge at komme i. Alle døre var åbne for tjenestefolkene og de kunne færdes frit overalt på gården, og hvor de ville, her var lys og varme der slog dem i møde, som kom der. “Frit at tænke, tale og tro” kunne stå som en sand indskrift over indgangen til deres hjem. Her blev talt, sunget, spillet og leget meget, så det var en lyst at høre og se på, ånden der rådede i huset, føltes af unge, næsten for ren til, at noget ondt kunne trives der.

 

Hans var da heller ikke helt almindelig efter datidens begreber, men også den mest særprægede af den store søskendeflok, han var så langt forud for sin tid, at adskillige trak på skulderne af ham og hans nye ideer.

 

Hads Herred var dengang, især Bovlstrup, en afkrog hvor man rugede over gamle tiders sæd og skik, men han måtte prøve alt det nye, om det kunne bære og havde livskraft, alt dette nye der groede frem hist og her, derfor rystede man på hovedet af denne sære Mand, der havde øjne og øren vidt åbne.

 

Han var fremskridtsmand så da andelsbevægelsens tanker kom frem, greb han som den første tanken og agiterede stærkt for dens gennemførelse blandt sine bysmænd og standsfæller, som før nævnt byggede Oldefar og ham det første mejeri, inden det blev andelsmejeri. Han skabte sig en mønsterkvægbesætning, der var blandt de 4 bedste i Danmark, indtil besætningen blev ødelagt af kalvekastningsfeber.

 

Sammen med Olde var de, de første der kastede sig over roe avl, med frø fra Skotland. Dengang rejste mange unge landmænd, der havde været på Højskole, til Skotland for at lære Landbrug. Hans lyttede til dem når de kom hjem, og han læste deres lærebøger, de havde bragt med hjem, derfor var han, den første der benyttede sig af Kunstgødning til agerjorden. Folk begreb ikke de nye gødningsmetoder, Han prøvede at gøre dem det forståeligt, men lige meget hjalp det, først da de så resultaterne på hans marker, var der enkelte yngre Landmænd der vovede at følge ham. Han blev medlem af Hedeselskabet og blev så stærkt grebet af selskabets ide, at han forpagtede 40 tdr. land mose af Rathlousdal, ikke til tørveproduktion, men til opdyrkning og han opnåede at skabe disse 40.tdr.land tørvegrave og tuer om til store frugtbare enge ved planering, afvanding og kunstgødning.

 

Det vandt berettiget opsigt blandt bønderne i Hads Herred. De så at resultatet var godt, men at den slags eksperimenter var for dyre til at få praktisk betydning, Hans, havde naturligvis kostet mange penge på projektet, men kunne så til gengæld køre mange læs godt hø hjem, når det kneb for andre i tørre somre.

 

Bedriften blev holdt meget intenst med megen roe og frøavl, Gården var kun på 30 tdr. land, men de holdt dog et stort folkehold. Der var som regel, om sommeren, 5 voksne Karle og en dreng, hertil 2 tjenestepiger, senere hen 3 - 4 Karle samt en røgterfamilie. Det var lykkedes ham at få jorden til at yde overordentlig store afgrøder som man ikke så mage til nogen steds.

 

Som Ældre oparbejdede han en af Landes bedste svinebesætning hvorfra han solgte avlsdyr, ikke alene overalt i landet, men også til Rusland. Hans var en yppig taler, der deltog ved landboforeningsmøde og diskussionsmøder, men foruden landbrug interesserede Havebruget ham i høj grad, han havde indhegnet 2

Tdr. Land med beplantning, hvor han forsøgte sig med læplantning, gødningstilførsel og beskæring af de mange forskellige frugttræer. Han var grundtvigsk indstillet, men til forskel fra sine søskende, var han “gammel Grundtvigianer” dvs. han hørte til de” vakte”, uden helt at tage standpunkt til nogen bestemt retning. Hans børn gik ikke i nogen grundtvigiansk friskole, som de fleste andre, Han holdt Lærerinde, og det var altid piger fra grundtvigske hjem der tjente hos ham, der også øvede indflydelse på hans børn. Han var stærkt nationalt sindet, med udpræget kærlighed til Sønderjylland og Sønderjyder som han kæmpede sammen med, mod Tyskerne i 1864. I slaget ved Dybbøl såredes han den 18. pril, (min fødselsdato), af et projektil der ramte ham i armen.

 

Han var højre mand, hvilket ikke var velset, det stod i meget lav kurs i Hads Herred, så det var stormfulde politiske møder han deltog i, da han engang blev truet, svarede han: “Ja, ja, så er det godt, jeg har lugtet krudt førend i dag”.

 

Det skal dog siges, ved systemskiftet gik han over til partiet venstre. Han havde mange jern i ilden, han arbejdede med tvungen folkeforsikring for alle, så de kunne få en tålelig alderdom. Han satte sig i bevægelse for at skaffe aktier til et nyt forsamlingshus og tegnede sig selv for en del. Han skabte en foredragsforening og forsøgte sig med Koncerter af kendte Kunstnere, men det var egnen ikke moden til endnu, kun til gymnastik, fest og møder.

 

Ham og Hustruen var dybt alvorlige, men med et muntert blik for livet, yderst flittige og arbejdsomme, deres liv passer Grundtvigs ide næsten bogstaveligt” et jævnt og muntert, virksomt liv på jorden”. Selvom de i dagligdagen var sparsommelige, havde de småkårsfolk i tankerne, når der slagtedes blev mange kurve sendt afstod, men de mødte ikke selv op, men sendte altid et af de yngste børn. Ved århundredskiftet havde alt det nye, han i sin ungdom havde sat i gang, båret frugt og han blev en meget holden mand, nu var der ingen der lo af ham, nu var der heller ingen der trak på skuldrene, hans standsfæller anerkendte hans indsats, han var en mand man så op til, en mand man søgte råd hos, han var ikke længere isoleret, dørene åbnedes for ham. Da hans Hustru døde i 1903 slog det delvis benene væk under ham og han søgte trøst i arbejdet, jeg kan love det kom bag på alle, at han 6 år efter hendes død, rev teltpælene op, solgte gården, hvor hele hans manddomsgerning lå, og rejste til Hvidbjerg, Salling, hvor han købte en lille ejendom på 3.tdr.land der omdannedes til Havebrug, han selv kunne passe i ro og mag.

 

Under et ophold hos sit ældste Barn, Datteren Anna, der var gift med Gårdejer Johan Jeppesen, Vejby pr. Brodal, døde pludselig Hans Hessellund, 81 år gammel. Ved tronskiftet i 1906 fik han ved Kongelig bevilling ret til at bortkaste navnet Rasmussen, så han herefter hed Hessellund.

 

Vi er nu nået til Morfar og Mormor, dem er der ikke blevet levnet megen omtale i den gamle slægtsbog, sammenlagt 5. linjer, til trods for, at deres liv blevet af de mest dramatiske i slægten, her er alt, en forfatter har brug for til en spændende bog.

 

Men det er betingelserne, når fremmede ude forstående skal skrive slægts historie, de skriver for pengenes skyld, ikke for hjertet glæden og stoltheden af sin slægt og har ingen foruddannelser, ingen små historier der er faldet af, når familie og venner var samlede til fest og sammenkomster, kort sagt uden slægtsnerve.

 

På side 22. kan i se min uforbeholden de mening om den mand der skrev slægtsbogen, der efter min mening ikke er fem flade øre værd, med alle dens fejl, det er fatalt, i den historie vi nu skal til, vil i se hvilken katastrofe det er, når 2 dødsår er forkerte, ingen efterkommere har nogen chance for at se den rette sammenhæng, og hvilken ulykke 2. familier kom ud for da min Morfar deltog ved Kristian Bechers begravelse, der indirekte blev skyld i Morfars død, og at der omtrent på samme tid blev to enker, og 12 Børn blev faderløse hvis tilværelse blev så kaotiske, at det påvirkede dem resten af livet. Endvidere har han placeret et umuligt billede af Mormor i den nye slægtsbog, et billede der er taget 30 år efter Morfars død, og hvor hun er en gammel kone, i stedet for deres Bryllupsbillede hvor hun er jævnaldrende med ham og hvor hun var meget smuk, og her kan man rigtig se, hvem min lillesøster slægter på. Til overflod lader han hende dø 9. år før det egentlige dødsår.

 

Min Morfar, Proprietær Rasmus Peder Andreasen “Carlseje” Oure, mellem Hobro og Hadsund. Han var Søn af Johanne Rasmusdatter og Andreas Hansen Hessellunds Barn af Oldefars 3. ægteskab og blev født d.25. juli 1866 døde kun 43 år gammel lørdag den 16.

 

januar 1909.

 

Han blev gift tirsdag 26. november 1895 med Kirstine Garde, der blev født d. 25. juni 1869, i Døstrup skole ved Hobro, hvor hendes Far var Lærer, hun døde tirsdag den 7. november 1939. mellem kl. 4 og fem om morgenen, min mor der var ret synsk, stod da op og var klar over hendes mor var død, Mormor ligger begravet på Ringe Kirkegård på Fyn.

 

Som sagt var hendes dødsår, i den nye slægtsbeskrivelse, noteret til 1930, hvilket er en dum fejl, for jeg der blev født 1930 og var 9.

år da jeg stod ved hendes sygeleje, på vores gård i Niløse, hun fik hjertekrampe (angina pektoris). og jeg kan huske hvor hun led og højlydt gav efter for smerterne når anfaldene kom, jeg erindre når lægen kom og talte morfindråber op for at lindre smerterne. Jeg var til stede da ambulancen hentede hende og kørte hende til Ringe sygehus, hvor hun døde kort efter, sådanne oplevelser glemmer en niårig aldrig også fordi hun var den eneste repræsentant for Bedsteforældre jeg kendte.

 

 

 

Morfar var en stor lyriker, skrev smukke vers og rim, hans håndskrift var meget flot og sirlig.

 

Mormor og ham var meget ærlige, loven og pligten først, respekten for medmennesket, hjælpe hvor der var hjælp behov og efter evne, derefter fornøjelser, deltagelse i møder og sammenkomster og gymnastik der altid har været landbrugets fornemste sport.

 

De opdragede deres børn, at undvære til dem der havde det svært og altid være lydige og hjælpsomme ikke alene hjemme, men i høj grad ude og være loyal og pligttro, en god kammerat. (det blev gjort så grundigt, at det går igen til mine søskende og mig, hvilket ofte har været svært i denne egoistiske verden, der er så fjern fra dengang. 100 år tilbage er længe med den udvikling hele verdenen har været ude for, især de sidste 50 år, i dag hjælper store ord og fedt flæsk ikke, man vil blive betragtet som tåbe, og det kan have givet nogle komplekser, al opdragelse kan man ikke kaste af sig.)

 

De blev opdraget i en god ånd, gik i friskole som alle i familien før havde gjort. Børnene havde gode udviklingsmuligheder i og omkring Gården, der lå 63. meter. over daglig vande, så man kunne se ud over den smukke Mariager Fjord, hvor de legede og løb sig trætte i den friske luft på de skovklædte skrænter ned mod Kjelstrup sø.

 

Da min Moder lå på sit dødsleje, gik hun i koma ind imellem, hun ville ikke slippe livet, livsviljen var utrolig, en af hendes kampvåben, at undslippe døden, må have været at fremmane indre billeder fra sin barndom, på “Carlseje”, hun talte så højt at vi kunne høre hun var tilbage i sin barndom, hun beskrev vejen til gården og naturen deromkring. Denne lille Mor som lå der og stred for at holde fast i livet, skønt hun ikke var bange for døden, hører nok til det stærkeste jeg har set, vi blev kaldt til lejet af lægerne, mange gange, at skulle vi tage afsked var det nu, men hver gang vi kom, og var der alle, kunne vi se på hjertediagrammet at hjerterytmen gik tilbage i sit normale leje, selvom hun ikke var ved bevidsthed, var følelsen af hun ikke var alene. Lægerne udtalte sig om de aldrig havde været udsat for lignende tilfælde, og efter alle normer ikke kunne være i live, sådan gik nogle dage, men så stod hun ikke ud længere.

 

Man kan måske mene, her i vor tid, at disse grundtvigianere med deres højskoleånd havde løftet sig lidt for højt, det kneb benene kunne nå jorden. Denne svulstighed med fine ord og store armbevægelser ved talløse foredrag i forsamlingshusene og møder i hjemmene der foregik i de år, kunne man måske knapt leve op til, de var dog kun mennesker, alle talte i de kredse om udvikling, kultur, øge videbegæret, lytte til historiens sus og store vingeslag, man sang om frihed og frigørelse, talte om det personlighedsdannende, horisontudvidelsen og det opdragende i at stå frem og fremsige svulmende kærlighedsvers af de store lyrikere og digtere, ansvaret, ansvaret for sig selv og andre, frihed under ansvar, ansvaret for sig selv og sin krop i forvandlingen, Pige Dreng til Kvinde Mand, Respekten for andre menneskers holdninger og tanker, respekten over for arbejdet, for sine foresatte samt Gud Konge og Fædreland, kæmpe samme til sidste blodsdråbe” og fanden og hans pumpestok”, det havde været en umulighed for dem at leve i dagens Danmark.

 

Som i nu har læst har vor slægt med flid og dygtighed nået, at opspare en formue, og med deres fremsynethed, friskoleånd og tro, udviklet sig til et rigtig solidt Bondearistokrati, der toppede med mormor og morfars generation.

 

Oldefar og Oldemor evnede at give alle deres børn en klækkelig Arv, der gav dem mulighed for en god start, så de også på den åndelige bane kunde føre slægttraditionerne videre.

 

Vi, mine søskende og jeg, kendte en del af deres søskende og jeg kan love vi lagde ørene tilbage når vi var på besøg hos dem, men derom senere.

 

Mormor var fra et Lærerhjem og var ret dannet, efter Mors udsagn var hendes Farfar Præst, Familien stammede fra to unge Adelsmænd, de la Garde, der flygtede fra Revolutionen og i god tid slap ud af Frankrig. De drog mod Nord, den ene blev i Danmark, den anden fortsatte til Norge. Her må jeg fortælle om en pudsighed, på en Ferietur til Norge i 1960 kørte, Moster Johanne og Onkel Johannes, rundt for at opleve Landet, da kom de til en lille Landsbyflække hvor næsten alle hed Garde. En anden sær oplevelse, der for en til at tro på mystikken, at man bliver ført, når tankerne går så meget tilbage i tiden, at man næsten lever i fortiden, som jeg der må koncentrerer mig ned i underbevidstheden for at trække billeder, samtaler og historier frem, fortalt af den gamle nu uddøde slægt, samt dykke ned i materialer, notater og familiearkiver. Jeg gik en tur på Assistenskirkegården i København 1994, jeg traver altid med god fart, ser på træerne lytter til fuglene. Pludselig standser jeg, noget standser mig, jeg går lidt tilbage og der, nogle meter tilbage for stien, under en Grangren i Buskadset, står en ældgammel mosbegroet Marmorgravsten med indskriften: MAZARD DE LA GARDE. Jeg tog et billede som indgår i familiearkivet.

 

Mormor og Morfar levede nu videre på Carlseje, de stod ikke tilbage for den tidligere frodige slægt, de havde fået 8 Børn og fremtiden så lys og lykkelig ud, det næste barn var på vej skete der en frygtelig ulykke på Randers banegård, jeg refererer fra avisen:

 

Il En portør klemt ihjel under Rangering. II

 

Julenat er der her på Banegården sket en såre beklagelig ulykke, idet portør Kristian Sofus Becher under rangering blev klemt ihjel mellem to Jernbanevogne.

 

Ulykken skete ved ettiden, da Becher sammen med et par andre portører var beskæftiget med op rangering af de til afgang med morgentogene bestemte vogne. Becher, der ved sin signalfløjte selv ledede rangeringen, var just ved med rangermaskinen at samle en spredt lang vognrække på et af lossesporene, og efter at han havde sendt sine to medhjælpere ind at koble to steder, ville han selv kuple et tredje sted i rækken, men er derved enten trådt forkert eller har været for sent på færde med at gå ind mellem vognene, mellem hvis buffer han fik bækkenpartiet og underlivet fuldstændig knust. Den nærmeste af hans medhjælpere, som efter endt kobling just kom ud fra vognrækken, så den skete ulykke, sprang til og greb portør Becher, idet han bevidstløs segnede om fra bufferne, dog nåede han ikke at få ham halet til sig, forinden et jernbanevognhjul havde afskåret et af Bechers ben.

 

Bevidstløs og tilsyneladende livløs blev den tilskadekommen de forsigtig lagt på sygebåren og straks kørt på sygehuset, hvor den vagthavende læge kunne konstatere, at Becher var død, han udtalte som sin formening, at døden måtte være indtrådt straks.

 

Portør Becher, der blev 35 år, efterlader sig enke og fire små børn; han havde fejret den første del af juleaften sammen med sine kære i hjemmet, som han forlod lidt før halv ti, da han overtog ledelsen af natterangeringen, og først næste morgen fik hustruen og børnene den sørgelige meddelelse, at Manden og Faderen ikke var mere.

 

Becher er den femte jernbanemand, hvis blod i indeværende måned har farvet stålvejen, og alle er blevet pligtens offer. Sjældent er der på vej til kapellet set så tavs og alvorsfuld en skare som jernbanemændene, der i aftes fulgte deres forulykkede kammerat, der havde været almindelig kendt for selv under de vanskeligste forhold at kunne bevare humøret og aldrig lade sig ud af fatning. Skønt kun 10 år gammel jernbanemand, havde han ved sin dygtighed for flere år siden tilkæmpet sig en i sikkerhedstjenesten fremskudt post som rangeringsleder, og som sådan var han kendt, skattet og afholdt såvel af overordnede som kammerater.

 

Samme avis skrev efter hans begravelse:

 

“den forulykkede portør Becher jordefærd fandt i dag sted på kirkegården her under meget stor deltagelse.

 

 

I følget sås flere af afdødes overordnede og en mængde kollegaer fra nær og fjern, ligesom også forskellige afdelinger af dansk jernbaneforbund var repræsenteret og medførte faner og bannere, i alt 12.

 

Af kranse var en stor del signerede, ligeledes mest fra jernbaneforbundets afdelinger rundtom i Jylland. Jernbanepersonalet har sat en smuk granitsten på den forulykkedes kammerats grav. Stenen, der er udført af billedhugger Jacobsen i kirkegade, er 52 tommer høj og bærer følgende indskrift: “portør Christian Sofus Becher, f. i Pedersborg, den 21. Aug. 1873, forulykket på Randers station den 25. december 1908. Jernbanepersonalet i Randers satte dette minde”.

 

Også Dansk Jernbaneforbund for stationspersonalets Afdeling, 3. Kreds, har ladet henlægge en smuk marmorplade på Graven.

 

I kapellet, hvor kisten henstod, blev der næsten trængsel. Efter salmen lyksalig, Lyksalig”, talte pastor Kabell smukt og gribende om det gådefulde Hvorfor”, der lyder, når slig ulykke rammer en Mand, der står midt i sin virksomhed, elsket og skattet i hjemmet og ude.

 

Pastoren sluttede sin trøsterige tale med hjertelige ord til de efterladte. “Du Herre Kristi! blev derpå sunget, hvorefter kisten bares til graven på den nye Kirkegård, hvor Pastor Kabell forrettede jordpåkastelsen, hvorefter den gribende højtidelighed var endt.”

 

 

 

Man ser her, at provinspressen, her i socialismens barndom og organisationernes gennembrud, var tydeligt benovet over det store opbud af Fremmede Fagforeningsledere, de mange signerede kranse og det store opbud af kollegaer fra hele Jylland.

 

Jeg vil i al beskedenhed nævne, at den store Familie der også var mødt op fra hele landet, i sorg over en ven søn eller svigersøn, samt alle søskende på begge side, hvoraf flere var betydelige og ret omtalte mennesker.

 

De kom ganske vist ikke med hornmusik og røde faner for at agitere fagpolitik, sådan følte de det, disse Bønder - det var deres tab, deres begravelse og det skulle disse fagforeninger ikke bruge som platform til at agiterer for socialisme med røde faner.

 

Kirken var ikke et forum for disse ideer, det var blasfemi intet mindre. Bønderne var opdraget i Grundtvigs ånd, at liberalismen skulle foregå via Friskole og højskole, “med det levende ord og så fortsætte ude i livet, ude i tilværelsen. Det var aldrig faldet dem ind at Socialismen og Grundtvigianismen stor set havde det samme endemål, oplysning og kun gennem oplysning kunne folk blive lige. Bønderne gik kun, uden at se sig tilbage eller til siden, efter Grundtvigs egne ord.

 

Hvad solskin er for det sorte muld, er sand oplysning for muldens frænde, langt mere værd end det røde guld er sin gud og sig selv at kende.

 

Og videre som Grundtvig i et digt omtalte sin egen far, der var en stille Mand med godhed for alle, det hedder her.:

Min Fader - Gud glæde hans sjæl i sit kor han ingen lod græde for brød ved sit bord.

Og videre hed det i digtet, at han huskede krøblingen og tiggeren, ja selv lænkehunden.

 

Det var her forskellen var, Socialisterne skulle ikke tro det var et tag selv bord, udviklingen skulle gå langsomt, så alle kunne følge med, goderne skulle venstre og de borgerlig så dele ud, medens de andre bare skulle passe deres arbejde.

 

Derfor stod de denne dag ikke blot med sørgmodige øjne, men også med hårde og uforsonlige øjne, ved dette efter deres mening usmagelige og platte optog ved DERES begravelse.

 

Kristian S. Becher var gift med Morfars lillesøster Anna Hessellund

 

der blev født d. 30. november 1871 i Dyngby og døde d. 24. August, 1923 i Holbæk.

 

Hun sad nu tilbage med fire små Børn, hvoraf det sidste Barn kun var 2 - 3 mdr. gammel. Hvad hun har følt ved dette bratte dødsfald og ved begravelsen, kan sikkert ikke udtrykkes ord, men fik en psykisk nedtur hun aldrig forvandt.

 

Morfar fik ikke sin frakke på, da de gik ud til graven og da det tog længere tid end han havde ventet, påførte han sig en masse kuld der nogle dage efter udmøntede sig i bækkenbetændelse og lungebetændelse, da man dengang ikke havde penicillin døde han 3 uger efter og i dette tidsrum blev efterladt 2 enker og 13 børn i familien, og var den sidste ikke født endnu, men Mormor fødte en dreng,(der naturligvis fik Morfars navn.) Den dag hendes Mand, Mors Far, blev begravet kunne hun naturligvis ikke være fysisk tilstede.

 

Endnu engang mødtes den store familie til et tragisk møde på kirkegården denne strenge vinter, og efter begravelsesmiddagen blev de to enkers fremtid drøftet, og her ser man slægtskabets vilje til at hjælpe, når der var hjælp behov, og det levede man op til.

 

Anna Bechers lillesøster, fra Holbæk, den 35 årige lærerinde Cecilie Hessellund er født den 10. juli 1879 i Dyngby og død d. 24. januar, i Holbæk.

 

Cecilie var ugift, havde gået på Højskole og læst på seminarium i København. Da hun dimitterede havde hun 2 tilbud på en lærergerning, Hjørring og Holbæk kommunale skolevæsen,(Friskolen, borgerskolen, Pigeborgerskolen og Fattigskolen). Hun valgte Holbæk og den 22. september år 1900, begyndte hun sin livsgerning der varede Til Oktober 1939, hvor hun tog sin afsked.

 

Cecilie underviste i Gymnastik, Naturhistorie, og regning, hendes begyndelse var ret dramatisk for både Drenge og piger, denne myndige militaristiske lærerinde, der altid gik med Dolk, tærskede dem sønder og sammen, den anden undervisningsdag, med et spanskrør, senere anskaffede hun sig en Lædertamp, som hun altid Havde på sig. Egentlig ond var hun langtfra, men hun ønskede kæft, trit og retning, ro i timerne, og når hun rakte ud efter lædertampen blev der ro.

 

Derimod var hun aristokratisk, så det forslog noget, tålte ingen modsigelse, heller ikke i hjemmet, hvad hun bestemte havde man at rette sig efter og der var ingen formildende omstændigheder. Som Barn kom jeg der af og til, mest når, Mor havde sendt mig med kyllinger, flæsk eller æg.

 

Jeg kan love det var ikke af fri vilje, jeg brød mig ikke om hende, alt var pligt, opførelsen skulle være korrekt, man skulle bukke, man måtte ikke sige et ord under middagen, bag efter op og sige tak for mad og bukke næsten til gulvet med den anden arm strakt ned langs buksesømmene, jeg følte altid at luften var fuld af øretæver, så jeg gik altid rundt med stive ben og ørene lagt helt tilbage. Var jeg i haven skottede jeg til vinduerne, for jeg vidste hun stod der for at se om jeg holdt mig til havegangene. Jeg gik altid rundt med et dumt grin på munden så hun kunne tro jeg var både en artig og god Dreng, jeg må ha’ set åndsvag ud.

 

Ja - hende var jeg sågu’ ræd for, hun var overordentlig streng. Min Far sagde altid, når min Mor ikke hørte det, “nå skal du besøge den stramtandede i Dag? Ja så må du hellere sørge for at opføre dig ordentlig, til en forandring”, medens han så forbandet huldsalig ud.

 

Til min store trøst gjorde hun ikke forskel, hendes Broder boede hos hende i mange år, han havde ellers fod på alt og talte i et væk, men der kom heller ikke et ord over hans læber, når vi spiste, også han måtte takke for maden både til søsteren og Pigen, derefter listede han lige så stille op ad trapperne til sin lille lejlighed.

 

Hun købte, for sin arvepart, et Dejligt stort Patriciahus med en pragtfuld have, i Holbæks pæne kvarter.

 

Min lillesøster Birgitte der er 15. år yngre end jeg, havde stort set samme oplevelse med hendes aristokratiske Bror Thorvald Hessellund der boede på nas hos søsteren. Birgitte var jo Barn sammen med Cecilies “Børnebørn”, men det var nok værre for hende, idet hun blev udsat for en utrolig forskelsbehandling, børnene imellem, noget hun aldrig har glemt, det skulle man jo ikke tro om en Herre og Dame der ville dele lige ret med alle, hende der deltog på højeste plan i Holbæks åndsliv, som Rådsrepræsentant for den grundtvigske retning, hvor hun var med til Bispeindstilling og flere Præsteindstillinger og som der stod at læse i avisen da hun gik på pension.

 

I Rådet følger hun opmærksomt med og griber lejligheden til at sig sin mening efter formlen ja - ja og nej - nej, altså lige ud af landevejen, som det er hendes natur, - ja - såmænd.

 

Men Cecilie var naturligvis med til de 2 begravelser i Jylland, hun og familien kunne se at, Anna Becher, ikke kunne klare den frygtelig situation hun var havnet i, med 4 små børn, derfor tilbød hun søsteren at de måtte tage ophold hos hende i Holbæk, Huset var rigeligt stort, den øvrige familie skulle så sørge for at Annas Hus blev solgt og møblerne sendt til Holbæk.

 

For Anna, der var ret viljeløs og nedbrudt, var det halmstrået hun kunne klynge sig til. Man skal huske på dengang var det en katastrofe at blive alene med Børn, Faderen var forsørgeren, sådan var holdningen, Kvinder fik en ussel løn, offentlig hjælp var lig nul, børnehaver var en by i Rusland, man var for alvor på herres mark, det var en nedtur der var til at få øje på, ja det var ussel fattigdom, intet mindre.

 

Det var stort af Cecilie, en barmhjertighedsgerning af de helt store, en medmenneskelig gerning som Hessellund slægten altid havde gået i Brechen for, men kun få havde magtet at bringe til udførelse i den grad som her var tilfældet.

 

Så meget mere ærgerligt er det så at læse i den nye slægtsbog Jeg citerer: Et særligt kapitel i frk. Hessellunds liv ved siden af den mangeårige skolegang er den Modergerning, hun i sin tid påtog sig over for fire forældreløse søskendebørn, idet hun tog dem som sine egne og gennemførte deres opdragelse og uddannelse.

 

For det første var de ikke forældreløse, moderen fulgte med og arbejdede hos søsteren, passede børnene og huset, stod for maden og gik til hånde så langt hendes kræfter slog til, man kan sige de hjalp hinanden, og hjælpen var kærkommen for Anna, det er ikke meningen, at jeg vil nedgøre Cecilies offervilje og medmenneskelighed, men tingene skal på rette plads, det fortjener Anna og børnene ikke, og det fortjener Cecilie heller ikke, netop med sigte på eftertiden og dem der til den tid må stole på vore ord.

 

Jeg skal senere fortælle hvordan det gik disse Børn, som Cecilie fik godt i vej.

 

 

 

Mormor Kirstine Hessellund var en stærk kvinde, en konsekvent kvinde med et meget stort overskud, hun var meget kærlig, men kunne til tider, når det var påkrævet, være hård som granit. Jeg har prøvet at sætte mig ind i den situation hun blev bragt i, men det kan min fantasi slet ikke følge, tænk hendes Mand dør pludselig medens hun er gravid, føder hans søn på Begravelsesdagen, der er 8 andre der skal trøstes, hvordan tegner fremtiden sig? selvfølgelig havde Svigermoderen taget over, men det var kun på kort sigt. Man siger en Kvindes kraft er den største kraft i Verdenen når det gælder, det var ikke tilfældet med hendes svigerinde Anna, men Mormor denne smukke kraftige Moder steg op af sorgen, den ufattelige sorg, som Fugl Phønix der steg op af asken smukkere end før. Mormor var mere fattet end før, mere energisk end før, nu gjaldt det børnene, de skulle skøttes.

 

Hun mente at kunne køre Proprietærgården videre alene, det ville være det bedste for børnene, de tre første var piger på 11. 12. og 13. år kunne hjælpe til og om ganske få år ville de 9 Børn være en formue i arbejdskraft. Hun ansatte en Bestyrer, men det var ikke noget godt valg, Bestyreren snød hende en masse penge fra! så efter et lille År måtte hun opgive og sælge.

 

Til rest blev der midler nok til at hun kunne købe et Pensionat i København.

 

Desværre - må jeg nok sige Bedstefars Familie kunne nok have hjulpet lidt bedre, de havde midlerne til det, men Mormor der var ret selvstændig, ønskede ikke at være underlagt familiens diktat, og det kan jeg godt forstå, jeg kendte et par stykker af dem, De led af det - forfatteren Brandes kaldte:

 

 

selvnoksomhed, De tilhørte Bondearistokratiet, deres ord var lov og stod til troende, som det hed, og ingen skulle komme og sige andet, med andre ord, i grove træk, som det hedder i Mattæus - Evangeliet: Din tale skal være ja, ja eller nej, nej og hvad der er ud over dette er af det onde ....

 

Der var naturligvis også dette, at hun kom udefra og ikke af deres slægt, kun Børnene tilhørte familien og dem ville man naturligvis hjælpe.

 

Man kan måske nok mene, at Bedstemoder havde gabt over mere end hun magtede, da hun førte Gården videre, hun var jo ikke op født på Landet, kendte ikke meget til landbrug, hun var jo Lærerdatter og hun havde ikke bestilt andet end at få Børn siden hun blev gift, stort set et barn om året, oven i det var arbejdet på en Gård af den størrelse meget strengt det var ikke småting der skulle udføres dagligt dengang, foruden at passe urtehaven var der madlavning til hele familien og folkeholdet, Vask på vaskebræt i en balje - tænk med alle de børn - hænge det op til tørring ude i solen, stryge, bage, sylte! slagte, passe Høns og kyllinger, Malke Køer med hånden, det var jo kvindearbejde, samtidig med i Høstens tidl. at hjælpe til i marken, strikke hoser, sy og stoppe og da hjemmet var ret kulturelt indstillet, fulgte hun levende med udadtil i disse år, der efter nederlaget i 1864 var i rivende udvikling, denne evolution gav hun videre i opdragelsen af sine Børn. Forsamlingshuse opførtes overalt i Danmark og der blev holdt foredrag af berømte kunstnere og forfattere, heriblandt 3 der fik stor betydning for Mor i hendes senere udvikling.

 

Det var Jeppe Aakjær, der blev regnet for St. St. Blichers efterfølger. Dernæst Dyrlægesønnen fra Farsø i Himmerland, Johannes V. Jensen og sidst men ikke mindst, Johan Skjoldborg der mest skrev om Bøndernes slægtsfølelse og om almuens slidsomme arbejde med opdyrkning af Heden, der netop efter 1864 fik en stor betydning. Man burde måske også nævne Gøngehøvdingens forfatter Carl Brosbøll, hvis kunstnernavn var (Carit Etlar) Der netop døde år 1900 det Ar man kaldte grænseskellet.

 

Stakkels Bedstemoder, denne gang hjalp det ikke at være revolutionær, ville man ikke høre måtte man føle! endnu en frygtelig byrde blev lagt på hendes skuldre, og denne gang af hendes Imposante (Ærefrygtindgydende) Svogre og svigerinder og mærkeligst af alt, selv hendes velhavende Svigermoder - utrolig at Bedstemoder hun kunne bære det. Familien havde talt! de havde gjort hvad de kunne, det var til Bedstemoders og børnenes eget bedste så nu fordelte de hendes børn til familie og nære venner. Efter min mening, blev det måske til Børnenes eget bedste, det spørgsmål vil jeg lade stå åben, jeg kan ikke afgøre det, men det har kostet og mærket dem resten af livet. 5 Børn måtte hun give afkald på. Af dem der kom hjemmefra var var ikke noget godt valg, Bestyreren snød hende en masse penge fra! så efter kort tid måtte hun opgive og sælge.

Til rest blev der midler nok til at hun kunne åbne et Pensionat i København.

Desværre - må jeg nok sige, Bedstefars familie kunne nok have hjulpet lidt bedre, de havde midlerne til det, men Mormor der var ret selvstændig, ønskede ikke at være underlagt familiens diktat, og det kan jeg godt forstå, jeg kendte et par stykker af dem, af omtale, de led af det - forfatteren Brandes kaldte: selvnoksomhed De tilhørte Bondearistokratiet, deres ord var lov og stod til troende, som det hed, og ingen skulle komme og sige andet. Med andre ord i grove træk, som det hedder i Mattæus - Evangeliet: Din tale skal være ja - ja eller nej - nej og hvad der er ud over dette er af det onde ....

Der var naturligvis også dette, at hun kom udefra og var ikke af deres slægt, kun Børnene tilhørte familien og dem ville man naturligvis hjælpe.

Man kan måske nok mene, at Bedstemoder havde gabt over mere end hun magtede, da hun førte Gården videre, hun var jo ikke opfødt på Landet, kendte ikke meget til landbrug, hun var jo Lærer datter og hun havde, stort set, ikke bestilt andet end at få Børn siden hun blev gift, næsten et barn om året, oven i det var arbejdet på en Gård af den størrelse meget strengt det var ikke småting der skulle udføres dagligt dengang, foruden at passe urtehaven var der madlavning til hele familien og folkeholdet, Vask på vaskebræt i en balje - tænk med alle de børn - hænge det op til tørring ude i solen, stryge, bage, sylte, slagte, passe Høns og kyllinger, malke Køer med hånden, det var jo kvindearbejde, samtidig med i Høstens tid at hjælpe til i marken, strikke hoser, sy og stoppe og da hjemmet var ret kulturelt indstillet, fulgte hun levende med udadtil i disse år, der efter nederlaget i 1864. var i rivende udvikling, denne evolution gav hun videre i opdragelsen af sine Børn.

Forsamlingshuse opførtes overalt i Danmark og der blev holdt foredrag af berømte kunstnere og forfattere, heriblandt 3. der fik stor betydning for Mor i hendes senere udvikling.

Det var Jeppe Aakjær, der blev regnet for St. St. Blichers efterfølger.

Dernæst Dyrlægesønnen fra Farsø i Himmerland, Johannes V. Jensen og sidst men ikke mindst, Johan Skjoldborg der mest skrev om Bøndernes slægtsfølelse og om almuens slidsomme arbejde med opdyrkning af Heden, der netop efter 1864 fik en stor betydning. Man burde måske også nævne Gøngehøvdingens forfatter Carl Brosbøll, hvis kunstnernavn var (Carit Etlar) Der netop døde år 1900. det år man kaldte grænseskellet.

Stakkels Bedstemoder, denne gang hjalp det ikke at være revolutionær, ville man ikke høre måtte man føle! endnu en frygtelig byrde blev lagt på hendes skuldre, og denne gang af hendes Imposante (Ærefrygtindgydende) Svogre og svigerinder og mærkeligst af alt, selv hendes velhavende Svigermoder - utrolig at Bedstemoder hun kunne bære det. Familien havde talt! De havde gjort hvad de kunne, det var til Bedstemoders og børnenes eget bedste.

Efter min mening, blev det måske til Børnenes eget bedste, det spørgsmål vil jeg lade stå åben, jeg kan ikke afgøre det, men det har kostet og mærket dem resten af livet. De fem yngste Børn måtte hun give afkald på.

østgøgen er frostgøgen

Sydgøgen er Dødsgøgen

Vestgøgen er bedstgøgen

Nordgøgen er sorggøgen.

 

Sådan lød en af de utallige remser man benyttede sig af førhen, ved næsten alle lejligheder, dette år må de første kuk have lydt fra nord, for det var en knust moder der samlede sine børn om sig for at fortælle dem at de måtte bryde op fra hjemmet. Økonomien slog ikke længere til, deres nye hjem ville blive i København, men ikke for dem alle. Hun forklarede dem, at hun nu var eneforsørger og måtte arbejde hårdt for deres udkomme, hun evnede ikke at forsørge alle, derfor måtte fem af børnene have nye hjem.

I skrivende stund kan jeg næsten fornemme stilheden iblandet angst og gråd, da denne chokerende afgørelse er gået op for dem, dem der havde leget sammen i de smukke bakker ned til Mariager Fjord, skulle nu skilles, have nye stedforældre og nye hjem, det syntes umuligt, de følte det ikke kunne være rigtigt, spørgsmålene var mange og uoverkommelige.

Mormor ville tage de ældste med: Johanne Marie på 14 år, Margrethe på 13, Herdis på 12, og endelig Regner på 7, der var en spinkel, gammelklog dreng, og når hun valgte dem var det udelukkende for at de kunne hjælpe hende i pensionatet, da der ikke var råd til fremmedhjælp.

Dem der skulle have nye hjem, måtte love hende altid at være tjenestevillige, gøre hvad der blev sagt og udføre det man pålagde dem - uden kny, at være høflig, renlig og idet hele taget opføre sig på en måde, at ingen klage nåede hende.

De kommende dage gik med at bringe tøjet i orden så det kunne pakkes og sendes med godstoget, sammen med deres få ejendele og legetøj.

Næste dag kom adoptivforældrene samlet så afskeden kunne foregå på en gang, det har uden tvivl været en hjertensskærende scene der her har udspillet sig og jeg takker min gud for - ikke at have oplevet en sådan situation.

Morfars storesøster, den niogfyrrårige Maren Olette Hansen og hendes mand, den jævnaldrende proprietær Peder Hansen fra “Hammeldrupgården” Halleløv ved Slagelse, kom og hentede min moder, der var godt 10. år gammel, sammen med hendes 1. år yngre broder Andreas. Hos dem ville de, efter omstændighederne, få et meget godt hjem, et velstående hjem på samme kulturelle niveau som det hjem de forlod.

Peder Hansen var en meget betydelig mand der på egnen, som det hed dengang. Grundtvigianerne så det forslog, hans fødder der var plantet stærkt og grundigt i valgmenighed, friskolen og grundtvigianismen, der alle dage havde været vor slægts akse - ja helt op til vore dage. Desuden beklædte han posten som sognefoged.

Peder Hansen havde et stort folkehold, gården var på 125 tdl. og det var en meget stor gård på den tid, og han var god til at få en masse arbejdskraft ud af dem, på en rigtig lumsk måde. Folkene blev altid adviseret om den kommende dags arbejde ved morgenbordet, her var de jo alle samlede, så kunne han eventuelt sige: I dag kører vi de sidste roer ind, velvidende at det kunne de langt fra nå, folkene sled som æsler uden held, næste morgen: I blev vist ikke helt færdige i går, så I kan begynde dagen med at køre de sidste roer ind, og så ser vi hvad vi gør resten af dagen…

Folkene sled hele dagen uden held. Næste morgen lød det: Nu må I se at blive færdige med de roer, vi skulle jo gerne lave andet end køre roer ind resten af året…

Han havde også et forunderligt mundheld, når der kom nye folk sagde han: spis det i kan - knap og nap - og arbejd det I kan - godt og vel. Så min mor og Andreas kom ikke til at kede sig hvad arbejde angik. De fik tre nye søskende, Aksel på 19 år, Harmod på 17, og Marie på 16, og det var de nok heldige med, de undgik derved hvad man tit ser hos jævnaldrende sammenbragte Børn, Misundelse og jalousi.

Nu indgik de i den travle hverdag, når de ikke gik i friskolen, Mor malkede Morgen og aften, det var dengang Kvindearbejde, men for Mor var der ikke noget nyt i det, det havde hun også gjort i sit gamle hjem.

Mor vandt en Malkekonkurence som tiårig, blandt alle kvindelige Malkepiger og koner fra hele sognet! det var hun stolt over hele sit liv.

Det var sådan, at man ved århundredskiftet da mejeridriften blomstrede, var det af yderste vigtighed at det blev malket rent (d.v.s.yveret skulle være helt tomt.) og derved undgå yverbetændelse, derfor afholdt mejerierne disse konkurrencer og kaldte dem malkefest, formålet var at løfte malkepigernes gerning til anseelse, koner og malkepiger pristes her i høje toner, taler og sange vekslede, alvor og gammen fugtes ad, der blev digtet sange, en af dem lød sådan:

 

Den malkepige synger

alt i årle gry, -

hun synger om sin kæreste,

Den gammel og den ny.

 

Før sol står op i øster

er hendes arbejdstid,

men sent i kvæld tillige

Vi skuer hendes flid.

 

En anden og grovere version lød sådan her:

Længe nok har jeg bondepige været,

Nu kan det fanden gale mig også være nok.

Hvad vil du hedde da?

Hvad vil du hedde da?

Kopattehivogslippemalkeassistent!

 

 

Men uanset Mor havde fået et godt hjem, var det ikke hendes rigtige hjem, hun savnede sine søskende og sin egen Mor og dem så hun kun ved højtiderne, dels rejste man ikke meget dengang, dels var det dyrt og dels var der var mange pligter i det nye hjem, jeg tror aldrig hun var sig selv i alle de år, måske kun når hun var alene.

Mormor havde trukket hende til side, da hun rejste hjemmefra, og gentaget at hun skulle være en god pige, være tjenestevillig, samt vise sin taknemmelighed over for hendes stedforældre, og da hun var den ældste se lidt efter om Andreas var artig, og om han opførte sig ordentlig, da han var noget af en spilopmager. Da Mor var utrolig loyal over for sin Mor og overfor alvoren i familiens Katastrofe, lagde hun sig det meget på sinde, men den barndomsrolle Mormor her tildelte hende blev nok hendes Livsrolle, der varede til hendes død.

Hun forblev Hjælpsom over for alle, viste offervilje i sit eget hjem og for hvem der havde behov derfor, hun var taknemmelig for den mindste venlighed fra andre og desværre også ret underdanig overfor folk i offentlige erhverv, især Læger, det har aldrig været rart at overvære.

Hun søgte altid at forstå folks handlemåde, om det aldrig var så ondt for derefter at tilgive.

Der er noget godt i alle mennesker, sagde hun altid - også i dig - kunne hun tilføje, medens hun så huldsaligt på mig.

Maren og Peder Hansen var dygtige fremsynede mennesker, der troede på uddannelse det være sig både på det faglige og kulturelle område, ellers havde, sagde de, man ingen krav på fremtiden. Enhver generation måtte selv tilkæmpe sig sin egen frihed og udvikling og det kunne man kun nå gennem uddannelse, således man altid var på højde med udviklingen. Sådan var der ikke mange bønder der tænkte dengang, men derfor kom hans sønner på landbrugsskole og Højskole, datteren og hermed mor, kom på husholdningsskole og Vallekilde Højskole. Derefter blev hun sygeplejeelev på Usserød sygehus oppe i Nordsjælland.

Det er nok de færreste der ved, at en sygeplejerske dengang ikke måtte gifte sig eller stifte familie, i modsat fald måtte man ophøre sin gerning og få sit udkomme andetsteds. Sygeplejegerningen var et kald, og man skulle tænke sig om, mere end en gang, inden man påtog sig denne uddannelse.

Det var først i trediverne man ændrede lovgivningen på dette område, men for oversygeplejersker var den gamle lov stadig gældende, de måtte stadig ikke stifte familie, det var stadig et kald. Først ca. 15. år senere ophævede man også loven på dette område, da man ikke kunne få nogen til at gå ind på disse urimelige betingelser.

Det hjalp dog ikke mor, dengang i 1922 da hun skulle gifte sig, hvilket gav en masse dramatik, derom senere.

Maren og Peder Hansen minde fortjener, at man i vor slægt erindrer og omtaler dem som gode og humanistiske mennesker de var.

På alle de billeder mor har gemt, kan man se, der ikke blev sparet på klæder eller andet, de var meget velklædte.

Mor og Andreas blev behandlet på lige fod med deres egne børn uanset udgifter og mor har da også altid erindret dem i høje toner og taknemmelighed, selv om jeg betragter denne forfærdelige taknemmelighed man dengang blev opdraget til, at skulle anvende i tide og utide, som grænsende til det krybende og underdanige det er ækelt også fordi den kan tynge et menneske i knæ og knuse deres selvtillid, godt den tid er forbi.

Mor blev tidligt tilmeldt “Livets Skole” som det hedder, hun blev en god elev, opmærksom overfor det gode og det lærerige, det oplysende, hendes videbegær var stort, hun så aldrig til siderne, gik den besværlige vej, hvis det var den rette, om den aldrig var så kroget. Ondskaben ønskede hun ikke at se eller tale om, derfor vil jeg afslutte denne del af mors barndom, med det hun, af stedforældrene, fik med i sin åndelige bagage videre frem på sin vej i livet:

Når kirkeklokkerne lyder ved solopgang og ved solnedgang er det en påmindelse fra Gud, at bede for sig selv, og de mennesker man holder af og ønske dem held og lykke og yderlig om aftenen takke for dagen som gik, ikke ned på knæ, men inde i sig selv…

 

Med mildhed skal man besejre vreden,

Med godt skal man besejre ondt,

Med gavmildhed skal man besejre de gerrige,

Med sandhed den, der taler usandt.

Buddhistisk tankesprog.

 

Om Foråret 1911, stod Mormor af Toget, med de fire Børn hun selv skulle opdrage, den 13. årige Johanne Marie Hessellund den 12. årige Margrethe Hessellund. den 11. årige Herdis Hessellund og den kun 8. årige Regner Hessellund, på den nye hovedbanegård i København og blev modtaget af hendes søster. Tante Ida der var hende en uvurderlig støtte i den første tid i den store By. Tante Ida og hendes Mand ejede Husarernes kaffebod på Østerbrogade lige over for Husarkasernen.

Som sagt blev hun snydt af en forpagter, og salget af gården gav ikke ret meget overskud, så hun havde kun med nød og næppe penge til sit nye liv.

Hendes møbler tøj og andet husgeråd var sendt med godsbanen og stod allerede på Københavns Godsbanegård. Mormor havde ingen uddannelse udover at hun var en meget dygtig Kok.

Dengang var det rimelig nemt at få lejemål især herskabslejligheder og det var det Mormor var ude efter idet hun ville brødføde sig som pensionsværtinde for de bedre socialt stillede, såsom lagerchefer, arbejdsledere, underdirektører og sekretærer. Ikke fordi hun var snob, og dog - var hun måske lidt af en aristokrat.

Pensionat for det bedre borgerskab var noget nyt og det skulle vise sig at blive en succes og der tilmeldte sig så mange at de måtte spise i hold.

Til at begynde med var der ingen udgifter til lønninger idet hendes børn gik til hånde i hverdagen, så man kan sige hun kom godt i gang. Det var måske ikke en levevej hun blev særlig velhavende af, men hun kunne have en anstændig livsførelse, at ernære sig med de næste 26. år indtil hun gik på pension og bosatte sig i Ringe på Fyn, med en mindre sparekassebeholdning til at forsøde sin alderdom med.

Det var en modig beslutning at tage for et menneske der hele sit liv havde opholdt sig på landet, hvor livet var et nærdemokrati, hvor alle kom hinanden ved. Hvor man hjalp hvor der var hjælp behov og de samme mennesker på egnen deltog i fest, glæde og sorg, man deltog på lige fod til foredrag. gymnastik og andre fritidsbeskæftigelser, i de nye forsamlingshuse der skød op i det ganske Land.

Bedstefar var en meget oplyst mand der havde et godt humør, var livlig, og fyldte godt i sit hjem. En mand, der levede med i tidens åndelige og materielle liv. Og det var ikke få som besøgte ham angående råd og vejledning.

Det var en forunderlig grødetid, grundtvigianismen var måske på sit højeste, højskolerne var i udvikling, en oplysningens morgengry, der gav sig udslag på mange måder gennem foredrag, sang og leg, mentalhygiejne, poesi og naturen blev opdaget. Holdninger blev revet ud af den mørke middelalder og romantikken holdt sit indtog, ført frem af Henrik Steffens og Adam Oehlenschläger.

Begge mine bedsteforældre var ivrige Grundtvigianere, for hvem det kristne livssyn var hovedsagen frem for det folkelige og politiske. Den åndelige vækkelse gav sig udslag på mange måder, først og fremmest troen på medmennesket derefter retskaffenhed, ærlighed og arbejdsomhed, (altid frejdig). Kort sagt troen på Gud Konge og Fædreland. Hjemmene fyldtes med sange fortællinger samt højtlæsning af de utallige nye forfattere som guldalderen skabte.

Hele Familien Hessellund gik ind for friskoletanken og frimenigheder “det talte ord” var i højsædet. Højtlæsningen og ovenstående holdninger og videbegæret tog min Moder med sig da hun stiftede familie, og jeg tænker med vemod, men også med stor glæde på de mørke vinteraftner under Krigen hvor vi børn sad og lyttede medens ilden fra kaminen lyste på kredsen af rødgule hoveder, hvor ildens spil gav vekslende glans i vore øjne når vi gav fantasien luft.

 

Jeg har altid ærgret mig over jeg ikke selv kunne videreføre denne tradition i det hjem Jytte og jeg var med til at skabe. Jeg tror det skyldes udviklingen der efter Verdenskrigen gik utrolig hurtig - og, at vi fik fjernsynet der forvandlede os alle til egoister, samtidig med vi mistede fantasien og evnen til den nære samtale som gik i stå.

Hvad var det så for et København denne forholdsvise unge 40årige enkefrue flyttede ind til? Jo, i sin dybe tragedie fik hun det held at flytte til en by i rivende udvikling, hvilket medførte stor mangel på arbejdskraft på alle niveauer, og folk strømmede til byen fra det ganske land.

Voldene var jævnet og lejekaserner til de nye borgere blev opført.

Christiansborg blev genopbygget ligeledes Københavns nye rådhus, samtidig renoverede man den indre by og startede med de skumleleste kvarter, Brøndstrædekvarteret der bestod af en firkant, nemlig store Brøndstræde, Vognmagergade, Møntergade og Gothersgade.

Kvarteret havde i de senere år i særlig grad været beboet af Russere og Polakker, der havde domineret og bragt en fremmed og ikke just idyllisk tone ind i gadebilledet.

Kvarteret var også kendt for de Yderst primitive værtshuse og beverdinger der blev samlingspunkt for folk der var blevet ”slået ud”, og mindre skikkelige folk, oplagte forbrydere, lurendrejere, Ludere, tyve og svindlere, en broget blanding af det menneskegods der er på bunden af tilværelsen. Samme år skænkede Brygger Dr. Carl Jacobsen, som han blev kaldt, spiret på Nicolaj Kirke trods heftig protest.

Dr. Carl Jacobsen der var meget begejstret for Ballet skænkede samtidig Byen Billedhuggeren Rudolph Tegners meget omtalte ”Danseindebrønd”, med ballettens tre unge danserinder Elna Lausgård, Grethe Ditlevsen og Emilie Smith.

På Amager var der kommet rigtig gang i flyvningen, Luftens vovehalse kaldte man dem, bl.a. Ellehammer, Robert Svendsen og Grev Moltke. En fløj over rådhustårnet, en anden udførte den første sundflyvning der slog bro mellem Malmø og København.

Det nye Rigshospital blev taget i brug. (Læs det gamle), og samtidig afsløredes den dengang omstridte Finsen – monument Rudolph Tegners smukke statue ”Mod Lyset”, på Blegdamsvej.

Indviet blev også den nye galopbane i Klampenborg.

Nævnes skal det også, at Friluftsteateret åbnede i dyrehaven med opførelsen af ”Hagbart og Signe”, Flankeret af J. F. Willumsen figurer Odins Ravne ”Hugin og Mugin”, der stadig kan ses på Willumsen museet i Frederikssund.

Bedstemors specielle pensionat blev omgående en succes og søgt fra første dag så hendes og børnenes fremtid sikret.

 

Det er de gyldne timer,

Jeg gemmer i mit sind,

Og det er mange timer,

Som der er lukket ind.

Men tro nu ikke altid

De steg af lysets stund,

Nej – mange gyldne timer

Stod frem af gråsort bund.

 

Mors skæbne havde endnu en voldsom prøvelse hun måtte gennemleve der var nær ved at slå hende omkuld.

Usserød sygehus skulle udvide i 1922. formanden der stod for byggeriet var min far og han filmede med en sygeplejerske (min Mor). De blev forelskede og i det en sådan grad at hun blev gravid med min storesøster.

At få et barn uden for ægteskabet på den tid var forbundet med stor skam. Det værste var, at det blev en uoverskuelig skam idet Far var gift og havde 2. drenge, som han glemte at fortælle Mor.

Nu var det sådan, at en sygeplejerske ifølge loven ikke måtte være gift. Mor var derfor nød til at slutte sin uddannelse kun et halvt år før læretiden var slut.

Ulykken var endnu ikke slut idet hendes meget troende stedfader nægtede at se hende mere og forbød hende at komme på besøg, ønskede ikke at se hende mere, hvilket han overholdt Det skal dog siges han var så fair, at hendes arvepart blev udbetalt således Far kunne starte som Murermester. Hjemme i København hos Mormor lå en dybt chokeret grædende Pige der følte hendes tilværelse brast i ruiner. Psykologbistand var dengang en by i Rusland. Traumer og neuroser udløst af chok eller ulykkelige hændelser måtte man selv gennemleve og jeg tror aldrig Mor blev sig selv igen, hun kom aldrig over skammen selv om den nære familie tav. Det påstår jeg med en tildragelse der skete 20. år efter.

Da jeg var 13. år, havde en skolekammerat lagt en seddel i min lomme uden jeg bemærkede det, hun skrev på billetten om jeg ikke ville være kæreste med hende. Mor fik fingrene i dette kærestebrev og kaldte på mig. Det skal siges at Pigens søster lige havde fået et barn uden for ægteskabet og gik hjemme.

Mor var kridhvid i ansigtet nev mig og tæskede mig ubehersket medens hun skrigende skældte ud. Truede mig med at jeg blev sendt på Drengehjem. Sådan havde jeg aldrig set min kærlige Mor. Det sluttede med jeg måtte love aldrig at se denne Pige igen. Jeg blev naturligvis selv chokeret, fattede ikke en meter, det var bare en skolekæreste og jeg tænkte ikke i de baner, men som voksen forstod jeg, at det var en reminiscens fra den frygtelige situation mor blev bragt i som ung. Forstod alle de suk der faldt fra hende når hun gik i egne tanker!

Imidlertid blev der søgt Kongebrev eftersom Mor kun var 23 år og man var dengang først myndig som femogtyvårig.

!5. november 1924. kom så bevillingen fra Christian den tiende, der efter sigende var Konge af Guds nåde og gjorde allernådigst vitterligt.:

Efter derom allerunderdanigst indgiven ansøgning bevilge Vi herved i overensstemmelse med § 35. i lov nr. 276 af 30. juni 1922. allernådigst, at Murermester Axel Gunnar Pedersen og Frk. Astrid Hessellund må vies i Brudens Hjem i sort.

Den nåde Kongen her udviser, er til at overskue. Tænk hvad det har kostet Mor, først og fremmest hendes fremtid som sygeplejerske. Dernæst at hånden blev slået af hende i sit barndomshjem og den skuffelse det må være, ikke at bære en hvid brudekjole, alle Pigers drøm og måske allerværst i Mors situation ikke at fremstå i Kirken, men uden gæster i hjemmet. Den skam Mor følte varede livet ud.

 

Livet er nu engang så,

alle vi det lære må,

det vi ønsker mest, sjældent ske.

Fik vi alt fra første færd,

uden kampe og besvær,

Ønsker vi os blot endnu mer.

 

Men på livets lange vej,

Skuffelserne melder sig,

Lærer os beskedenhed

Og være glad derved.

Livet er nu engang så

Alle vi det lære må,

Det man højest ønsker sig –

Når man ej.

 

Livet gik nu videre for Mor og Far både med glæde, men også med kampe og besvær. Murermesterfirmaet gik godt i de første år og de sad i gode økonomiske kår indtil 1929. hvor krakket i USA satte hele verden i stå. Det ramte også deres firma, der var ingen ordretilgang og de måtte afskedige personalet.

Far sagde altid, at man i krisetider skulle søge til en storby for her var altid arbejde. Som sagt så gjort, han søgte en stilling som byggeleder og på grund af hans erfaring, fra årerne på valsen og det, at han havde anbefalinger fra en lignende stilling i Slagelse, medførte at han fik arbejdet.

Mor blev så i Slagelse sammen med familien der var blevet forøget med søster Ingeborg født d. 24. august 1924. Derefter storebror Henrik der blev født d. 13. september 1925. Jeg kom til Verden medens Far arbejdede i København d. 18. april 1930. og senere samme år flyttede vi til Fuglebakkevej på Frederiksberg. Kort tid efter gik Far i kompagni med en ingeniør der arbejdede for Københavns Kommune og de startede et Murerfirma der sluttede brat i 1938. på grund af en utilgivelig dumhed fra Fars side. Han kan takke forsynet for, at det på langt sigt blev til familiens bedste, men som desværre gik ud over børnenes fremtid og start på livet!

 

Vender sig lykken fra dig,

Bli’er du i støvet trådt,

Og bli’er af fjender spottet,

Af venner selv forrådt.

 

Du skal det lidet agte,

Når du dig selv ej sveg,

Vi sendtes hid til arbejd,

Og ej til lyst og Leg.

 

Men hist, hvor ånder svømme,

På mælkevejens Hav,

Hvor livets hvide svaner

Opstå af tid og grav.

 

Der skal det åbenbares,

Hvad du har tænkt så tit,

at den skal højes glædes,

Som allermest har lidt.

 

Thi smerten er kun vrangen

Af salighedens Dragt,

I dybe dunkle kilder

Spejler sig lysets pagt.

 

Slut med første Bog!

Næste bog kommer om kort tid og omhandler mine fire søskende.

 

Regner Hessellund